Nyheder

Dét var forbrugernes største udfordringer i 2024

Forbruger Europa arbejder hver dag for at hjælpe dig, når du handler og rejser inden for EU. Derfor har vi lavet en oversigt over nogle af forbrugernes største problemer i 2024, så du ved, hvad du skal være opmærksom på i 2025.

1. Useriøse dropshipping-virksomheder

Dropshipping er en forretningsmodel, hvor virksomheder sælger produkter på nettet, men ikke har deres eget lager. Derfor får du varerne direkte fra virksomhedens leverandør, som ofte befinder sig uden for EU, for eksempel i Kina. Metoden bliver udnyttet af mange useriøse virksomheder, hvor varerne er af dårlig kvalitet og de forbrugerrettigheder, vi har i Europa, ikke bliver overholdt. Det kan dog være svært at gennemskue, hvilke virksomheder der benytter sig af forretningsmetoden.

Find gode råd til, hvordan du kan spotte de useriøse dropshipping-virksomheder HER

2. Virksomheder, der vil opsige dine medlemskaber for dig

Forbruger Europa har i 2024 modtaget mere end 500 klager over virksomheder, som hævder, at de vil opsige dit abonnement for dig mod betaling. Men det bør aldrig koste noget at opsige et abonnement. Virksomhederne kommer ofte op som første resultat på Google, og forbrugere har blandt andet klaget over, at det ikke er tydeligt, at de er havnet på en anden hjemmeside, end den hvor de ønsker at opsige medlemskabet. Vær derfor opmærksom, når du skal opsige et medlemskab på nettet, så du ikke modtager uønskede regninger.

Læs mere om, hvad du skal passe på HER

3. Sundhedstjek på nettet

Mange forbrugere har takket ja til, hvad de troede var et gratis sundhedstjek på nettet, der pludselig koster flere hundrede kroner. Hjemmesiderne markedsfører sig gennem reklamer på sociale medier, hvor de tilbyder at vurdere dit generelle helbred gennem nogle få oplysninger. Det fremgår ikke tydeligt nok, at der er tale om en betalingstjeneste, hvilket ikke lever op til reglerne. Mange får aldrig deres sundhedstjek og ender i stedet med at modtage store regninger og trusler om inkasso.

Læs mere, og se vores gode råd, hvis du står i en lignende situation, HER

4. Abonnementsfælder ved bestilling af kosttilskud

Forbruger Europa har i 2024 modtaget klager fra forbrugere, som er havnet i abonnementsfælder efter at have bestilt og betalt for en prøvepakke på kosttilskud. Forbrugerne modtager flere pakker med kosttilskud efterfølgende og får at vide, at de har sagt ja til et abonnement. Dette er ikke i orden, da du skal være tydeligt informeret, før du kan blive bundet af en købsaftale.

En af forbrugerne, som har oplevet dette, er Iris, som forbruger Europa har været i kontakt med. Du kan læse hendes historie HER

5. Flyrettigheder og bookingportaler

Mange danske forbrugere rejser hvert år ud over Danmarks grænser, men det er desværre ikke alle, der kender deres rettigheder, når de skal ud og flyve. Forbruger Europa har i år 2024 blandt andet modtaget klager fra danske flypassagerer, som ikke har fået den kompensation, de har ret til. Mange har desuden fået dyre overraskelser, når de har booket deres billet gennem en billetformidler eller bookingportal. Der kan nemlig opstå tvivl om, hvem der er ansvarlig for rejsen, hvis flyet bliver forsinket eller aflyst.

Du kan læse vores gode råd til at booke din flyrejse HER

Husk at du altid kan få gratis hjælp og vejledning hos Forbruger Europa, hvis du oplever udfordringer med handel inden for EU. Kontakt os HER

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.