Flyrejser
Dine rettigheder, hvis dit fly er overbooket og du ikke må boarde flyet
Du har flere rettigheder og valgmuligheder, hvis flyselskabet afviser at give dig en plads på flyet, selvom at du har en bekræftet reservation og er mødt op til check-in og boarding i rette tid. Her får du overblikket over det, du har krav på, hvis du bliver nægtet boarding.
Dine rettigheder afhænger af, om du frivilligt opgiver din plads, eller om du bliver tvunget til det.
Når du frivilligt opgiver din plads
Hvis flyselskabets personale beder dig om at opgive din plads på en flyafgang, skal flyselskabet aftale en individuel kompensation med dig og tilbyde dig valget mellem:
- Tilbagebetaling af billetprisen
- Ombooking til næste ledige afgang til destinationen
- Ombooking til en afgang på et senere tidspunkt
Når du har indgået aftalen med flyselskabet, kan du ikke efterfølgende vende tilbage og kræve yderligere kompensation ud over det, der er aftalt.
Hvis du er tvunget til at opgive din plads
Hvis du ikke frivilligt vil opgive din plads, skal flyselskabet tilbyde dig valget mellem:
- Tilbagebetaling af billetprisen
- Ombooking til næste ledige afgang til destinationen
- Ombooking til en afgang til destinationen på en senere dato efter dit valg, hvis der er ledige pladser.
Derudover skal flyselskabet med det samme udbetale en kompensation til dig, der afhænger af, hvor lang en flyvning der er tale om:
Inden for EU:
- 250 Euro for flyvninger under 1.500 km
- 400 Euro for flyvninger over 1.500 km
Uden for EU:
- 250 euro for flyvninger under 1.500 km
- 400 euro for flyvninger mellem 1.500 og 3.500 km
- 600 euro for flyvninger på mere end 3.500 km
Flyselskabet kan i nogle tilfælde reducere din kompensation med 50 procent, afhængigt af, hvor langt du flyver, og hvor hurtigt du kommer frem til din destination med en alternativ flyafgang.
Du har krav på gratis mad og drikke i ventetiden, hvis du fx vælger at blive ombooket til næste ledige afgang.
Flyselskabet skal også betale for hotel og transport til og fra hotellet, hvis det bliver nødvendigt at overnatte på grund af din ombooking.
Gode råd, hvis du bliver nægtet adgang til flyet
- Bed om skriftlig dokumentation for, at du mod din vilje er blevet afvist ved boarding
- Sørg for dokumentation af en aftale om kompensation mv., som du indgår med flyselskabet
- Sørg for at få kvitteringer for eventuelle udgifter
- Undersøg om din forsikring dækker
Få hjælp til din klage, hvis du ikke kom med ombord på flyet
Hvis du er blevet boardingafvist, kan du få vejledning om dine rettigheder og klagemuligheder hos Forbruger Europa.
Ofte stillede spørgsmål når flyet er overbooket
Ja. Men flyselskabet er forpligtet til at tilbyde dig valget mellem:
- Tilbagebetaling af købesummen
- Ombooking til næste ledige afgang
- Ombooking til en afgang på et senere tidspunkt.
Derudover skal flyselskabet også udbetale en kompensation på op til 600 Euro til dig, afhængig af, hvor lang en flyvning der er tale om, og om det er en flyvning inden for EU eller uden for EU.
Du har desuden krav på gratis mad og drikke i ventetiden, hvis du fx bliver ombooket til næste ledige afgang.
Lovgrundlag: Dine rettigheder, hvis dit fly er overbooket og du ikke må boarde flyet
EU-forordningen om luftfartspassagerers rettigheder
EU-Kommissionens fortolkningsvejledning vedrørende flypassagerers rettigheder