Køb af varer og ydelser
Undgå problemer med skjulte og uønskede abonnementer
Pas på de mange tilbud på nettet om gratis prøvepakker eller billetter og gavekort med store rabatter. Du risikerer at blive bundet til et abonnement, uden at du er klar over det. Her kan du læse om dine rettigheder, hvis du modtager en uønsket prøvepakke eller en regning for et abonnement, du ikke har bestilt.
Du har som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret, hvis du har indgået en abonnementsaftale på nettet med en virksomhed eller tjenesteudbyder i et EU-land.
Hvis du først opdager, at du er bundet til et abonnement, efter fortrydelsesrettens udløb, skal du hurtigst muligt skrive til sælger og bede dem dokumentere, at du har accepteret et abonnement.
Ved nogle typer af abonnementer, fx mobiltelefoni og streamingtjenester, er det muligt at give samtykke til, at fortrydelsesretten ophører, hvis du vil tage abonnementet i brug med det samme.
Sælger skal bevise, at du har accepteret et abonnement
Når du bestiller en prøvepakke på en hjemmeside, skal det i forbindelse med bestillingen fremgå tydeligt, om du binder dig til et abonnement. Hvis det ikke klart og tydeligt fremgår, at du forpligter dig til at betale, så er du som udgangspunkt ikke bundet af aftalen – udover prøvepakken.
Det er sælger, der skal bevise, at du har accepteret en abonnementsaftale på nettet, som du skal betale for. Du har fx krav på at modtage en ordrebekræftelse, hvor det også skal fremgå, at der er tale om et abonnement.
Du skal også have modtaget oplysninger om fx fortrydelsesret, den samlede pris og en evt. bindingsperiode. Hvis du ikke har fået disse oplysninger, er du ikke bundet af aftalen.
Læs mere om dine rettigheder, når du handler på nettet
Hvis du vil opsige et abonnement
Nogle virksomheder har meget specifikke krav til, hvordan du skal opsige et medlemskab eller abonnement.
Vil du opsige dit abonnement, er det ikke tilstrækkeligt, at du blot stopper betalingen eller fx sletter din profil. Her vil abonnementet løbe videre, men uden at du betaler for det, hvilket senere kan give problemer med rykkergebyrer og inkasso. Derfor skal du give direkte og skriftlig besked til virksomheden, fx i en mail, så du kan dokumentere, at du har opsagt abonnementet og særligt hvornår.
Der er ingen formkrav til, hvordan du skal opsige et abonnement, men sælgeren kan anbefale en måde i sine vilkår. For at undgå problemer, bør du altid opsige medlemskabet på den måde, der er beskrevet i aftalevilkårene. Hvis du skal bruge en formular på hjemmesiden, så tag et skærmprint af den udfyldte formular, inden du trykker 'send', så du kan dokumentere, at du har opsagt dit medlemskab.
Mange medlemskaber er fortløbende. Det betyder, at dit abonnement bliver fornyet automatisk, medmindre du selv opsiger aftalen. Hvis du er midt i en bindingsperiode, kan du som udgangspunkt ikke opsige dit medlemskab, før perioden er udløbet. En eventuel bindingsperiode skal fremgå af aftalevilkårene for at være gyldig.
Betal ikke for en uønsket pakke
Mange sælgere tilbyder en gratis eller meget billig prøvepakke, fx på helseprodukter, piller og den slags. Når du bestiller en prøvepakke, må sælgeren kun sende dig denne ene pakke, medmindre det tydeligt fremgår, at du bliver tilmeldt et abonnement, hvor flere forsendelser indgår.
Du er ikke forpligtet til at betale, hvis du efterfølgende modtager en ny pakke eller en regning for en pakke, du ikke har bestilt. Du er heller ikke forpligtet til at betale for returnering af en pakke, du ikke har bestilt. Du har dog pligt til at opbevare pakken forsvarligt, indtil sælgeren enten henter pakken eller sender en returlabel til dig. Hvis sælgeren ikke sørger for det, må du gøre, hvad du vil med pakken.
Hvis du modtager en uønsket pakke, bør du kontakte sælger skriftligt og gøre opmærksom på, at du ikke har bestilt varen og ikke vil betale. Informer også sælger om, at de kan afhente varen på din bopæl.
Få hjælp til din klage
Hvis du ubevidst har indgået en abonnementsaftale eller har modtaget en pakke eller en regning for en pakke, du ikke har bestilt, så skal du selv kontakte sælgeren og prøve at finde en løsning.
Svarer sælgeren ikke, eller kræver sælgeren fortsat betaling mv., kan du kontakte Forbruger Europa og få gratis hjælp og vejledning til din klage.
Sådan klager du til sælger
- Send en mail til sælgeren og oplys, at du har modtaget en pakke ved en fejl, hvis du modtager flere pakker, end du har bestilt.
- Forlang dokumentation fra sælgeren på, at du har indgået en aftale om et abonnement.
- Husk altid at gemme en kopi af din indsigelse og eventuel korrespondance.
- Brug din fortrydelsesret, hvis du har købt pakken på nettet.
Læs mere om dine rettigheder, hvis dine bestilte varer er forsinkede eller har taget skade.
Gode råd til at undgå uønskede abonnementer
- Læs om andres oplevelser med den pågældende virksomhed.
- Før du bestiller, bør du undersøge, om du bliver bundet til et medlemskab/abonnement.
- Vær ekstra opmærksom, hvis der er tale om en stor rabat eller besparelse.
- Undersøg, om du er forpligtet til at modtage flere forsendelser, før du kan framelde dig.
- Gem en kopi af vareannoncen.
- Klag til sælger, hvis du modtager et produkt eller en faktura for en vare, du ikke har bestilt.
Ofte stillede spørgsmål om uønskede abonnementer mv.
Modtager du en uberettiget opkrævning fra et inkassofirma eller en advokat i et andet land, skal du sørge for at gøre skriftlig indsigelse til både sælgeren og inkassofirmaet, hvor du oplyser, at du ikke kan acceptere kravet. Har du modtaget en bekræftelse på opsigelse af abonnement, skal du vedhæfte denne.
Når du har gjort indsigelse, må inkassofirmaet ikke sende dig flere rykkere. Hvis inkassofirmaet derefter vil forfølge kravet mod dig, skal de gå til en dansk domstol – men det gør de oftest ikke.
Det er vigtigt, at du ikke er passiv, men at du reagerer så hurtigt, du kan, når du har modtaget opkrævningen.
Får du et krav, som kan være korrekt, men ønsker du at klage, så bed selskabet om at oplyse, hvordan du skal klage.
Du kan opleve, at en virksomhed med filialer i både Danmark og et andet land sender et inkassokrav. I de tilfælde skal du sende din skriftlige indsigelse til begge filialer. Husk at dokumentere din indsigelse, fx ved at tage et skærmbillede, inden du trykker på 'send'.
I Danmark er forældelsesfristen 3 år. I andre lande kan fristen være længere.
Hvis du fortsat modtager rykkere, kan du oprette en klage ved Forbruger Europa, hvis der er tale om en virksomhed i et andet EU-land, Norge eller Island.
Hvis du føler dig chikaneret eller presset af et firma, der fx hyppigt ringer til dig og fremsætter krav, kan du melde firmaet til Rigspolitiet.
Hvis det er et dansk firma, kan du melde dem til Forbrugerombudsmanden på forbrugerombudsmanden.dk.
En sælger må ikke sende et krav imod dig til inkasso, medmindre sælgeren kan dokumentere, at du skylder penge for en vare eller ydelse. Hvis du ikke har bestilt noget hos sælgeren, vil det være svært for dem at bevise et køb.
Modtager du et inkassobrev, hvor det fremgår, at du har bestilt varer, som du ikke har betalt, skal du straks kontakte inkassobureauet eller advokaten skriftligt og oplyse, hvorfor du mener, du ikke skal betale. På den måde kan du dokumentere, at du har gjort opmærksom på fejlen. Du risikerer at blive forpligtet til at betale for varerne, hvis du er passiv og ikke reagerer på inkassobrevet. Husk altid at gemme en kopi af din indsigelse og eventuel korrespondance.
Hvis du tidligere har klaget til sælgeren, kan du sende dem en kopi af din indsigelse. Bed inkassobureauet om at vise dokumentation for deres krav og afvis at betale, medmindre kravet bliver dokumenteret.
Sådan gør du, hvis du modtager et krav
- Klag straks til sælgeren og forlang dokumentation for kravet. Gem altid en kopi af din klage.
- Klag straks til inkassobureauet, hvis du modtager et inkassobrev. Gem altid en kopi af din klage.
- Betal ikke, medmindre du får dokumentation for kravet.
Opdager du, at en datingside fortsætter med at trække penge, efter du har opsagt dit abonnement, skal du straks kontakte datingsiden.
Kan du ikke få løst problemet ved at henvende dig til datingsiden, kan du klage til Center for Klageløsning, hvis der er tale om et dansk firma, og hvis abonnementet har kostet mere end 1.050 DKK.
Læs mere om forbrugerklagesystemet på forbrug.dk.
Er datingsiden hjemmehørende i et af de andre EU-lande, Norge eller Island, kan du henvende dig til Forbruger Europa, som tilbyder gratis vejledning og klageadgang.
Bliver de billeder, du har uploadet på din profil, misbrugt til markedsføring, så kontakt i første omgang datingsiden. Svarer de ikke, eller kan I ikke finde en løsning, kan du kontakte Forbrugerombudsmanden på forbrugerombudsmanden.dk.
Du har som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret, når du opretter en datingprofil på nettet. Dog vil datingsider ofte bede dig om at acceptere, at fortrydelsesretten bortfalder, fordi abonnementet begynder i samme sekund, som du gennemfører oprettelsen. Det skal fremgå tydeligt ved oprettelsen, at din fortrydelsesret bortfalder, for at aftalen er gældende.
Gem en kopi af aftalen, så du senere kan se, hvad du har bundet dig til. Tag eventuelt et skærmbillede.
Det er vigtigt, at du læser datingsidens aftalevilkår grundigt igennem, inden du køber et abonnement. Du er kun bundet af abonnementet, hvis du er blevet gjort opmærksom på, at du er bundet af et medlemskab, eller at det koster penge.
Undersøg blandt andet, hvor lang tid du binder dig, og hvordan du opsiger abonnementet igen. Kan du ikke finde tydelig information om fx bindingsperioden, prisen og fristen for opsigelse, så vær varsom med at tilmelde dig datingsiden.
Nogle datingsider tilbyder et velkomsttilbud, hvor du får den første måned gratis. Derefter er du bundet af et medlemskab, der koster penge. Andre datingsider tilbyder et gratis medlemskab med mulighed for at opgradere til et medlemskab, der koster penge. Har du tegnet et prøveabonnement, så vær opmærksom på, om aftalen med datingsiden automatisk fortsætter efter prøveperioden, således at du er bundet af aftalen, indtil du selv opsiger den.
Tjek også, om du tilmelder dig Betalingsservice, og hold løbende øje med din konto. Undersøg desuden, om du accepterer at modtage reklamemateriale og nyhedsbreve, når du tilmelder dig datingsiden.
Lovgrundlag: Dine rettigheder ved aftaler om abonnementer
Forbrugerombudsmandens notat om oplysningspligt ved abonnementer