Flyrejser
Rettigheder, når dit fly er aflyst
Kend dine rettigheder og muligheder for erstatning, kompensation mv., når dit fly er aflyst. Få hjælp til at klage, hvis dit krav bliver afvist.
Dine rettigheder, når dit fly bliver aflyst
Hvis dit fly bliver aflyst, skal flyselskabet give dig besked om det. Det er flyselskabet, der skal dokumentere, at du har modtaget denne information, og hvornår du har modtaget den.
Er flyet aflyst, skal flyselskabet tilbyde dig disse valgmuligheder:
- Tilbagebetaling af din flybillet
- Ombooking til næste ledige afgang, evt. med et andet flyselskab
- Ombooking til en afgang på et senere tidspunkt efter dit valg
Nogle flyselskaber tilbyder en voucher, et tilgodebevis, gavekort eller tilsvarende i stedet for tilbagebetaling. Du må selv vælge, om du ønsker den løsning eller at få pengene tilbage. Det vil være en god idé at undersøge, hvilke betingelser der gælder for voucheren, herunder hvilken sikkerhed du har, hvis flyselskabet går konkurs.
Hvis du vælger at blive ombooket til næste ledige flyafgang, og du er nødt til at overnatte på grund af dette, skal flyselskabet betale for dit hotel og transport til og fra hotellet. Du kan også have ret til forplejning på flyselskabets regning, mens du venter på din nye afgang.
Du kan have ret til kompensation
Ud over tilbagebetaling af flybillettens pris, kan du have ret til kompensation for de gener, aflysningen har medført for dig. Beløbet afhænger af flyrejsens længde:
Inden for EU:
250 Euro for flyvninger under 1.500 km
400 Euro for flyvninger over 1.500 km
Uden for EU:
250 euro for flyvninger under 1.500 km
400 euro for flyvninger mellem 1.500 og 3.500 km
600 euro for flyvninger på mere end 3.500 km
I visse tilfælde kan flyselskabet reducere din kompensation med 50 procent, afhængig af, hvor langt du skal flyve, og hvor hurtigt du kommer frem med en alternativ flyafgang.
Kompensationen skal udbetales kontant eller ved overførsel til bankkonto eller kreditkort eller som vouchers, hvis du vælger den løsning.
Du har ikke krav på kompensation, hvis:
- Du har fået oplysning om aflysningen mere end 14 dage før afgang
- Aflysningen eller forsinkelsen skyldes usædvanlige omstændigheder, fx:
- Krig eller terror
- Vejrforhold, der forhindrer flytrafikken i at blive afholdt
- Visse typer strejker
Erstatning for udgifter i forbindelse med aflysning
Hvis du har haft udgifter på grund af flyaflysningen til fx køb af nye flybilletter, mistede hotelovernatninger på ankomststedet eller forplejning, kan du have ret til erstatning.
Hvis du har valgt at få omlagt din flyrejse i forbindelse med en aflysning – og flyselskabet ikke tilbyder rimelig forplejning, mens du venter– kan du selv købe mad og drikke, og efterfølgende få indkøbene (ikke alkohol) refunderet af flyselskabet.
Du kan også få refunderet rimelige udgifter til et hotelophold og transport mellem hotel og lufthavn, hvis hotelopholdet var nødvendigt på grund af den aflyste rejse.
Hvis du pga. flyaflysningen har mistet dine separat købte hotelovernatninger, kan du forsøge at stille et krav til flyselskabet, så de evt. kan dække udgifterne. Tjek eventuelt om din rejseforsikring dækker i dette tilfælde.
Du kan henvende dig direkte til flyselskabet med dit krav – det er dit ansvar at dokumentere de udgifter, du har haft som konsekvens af aflysningen. Det kan fx være i form af kvitteringer, bookingbekræftelser, kontoudtog mv.
Gode råd, når du vil kræve kompensation eller vil klage til flyselskabet
Hvis du ikke har fået tilbudt refundering eller kompensation i forbindelse med dit aflyste fly, så kontakt selv det flyselskab, du har købt billetten af. Det er en god idé at indsende din klage så hurtigt som muligt. Flyselskabet har som udgangspunkt to måneder til at svare dig.
- Sender du din klage via en formular på flyselskabets hjemmeside, så tag et skærmprint, inden du trykker send. Så kan du dokumentere din klage
- Undersøg, om din forsikring dækker, eller om du kan lave en såkaldt kortindsigelse (charge back) hos din bank - vær dog opmærksom på, at der typisk er meget korte tidsfrister for kortindsigelser
- Få hjælp til at klage, hvis flyselskabet mv. afviser dit krav.
Få hjælp til din klage
Det bør altid fremgå af aftalebetingelserne, hvem du kan klage til, hvis der opstår problemer i forbindelse med flyaflysningen.
- Hvis du er i tvivl om, hvem der er ansvarlig for flyrejsen, kan du klage til både flyselskabet og sælgeren af flybilletten fx rejsebureau eller bookingportal
Hvis det ikke er muligt at finde en løsning med flyselskabet og eventuelle andre parter om dit aflyste fly, eller er du utilfreds med deres afgørelse, kan du få gratis vejledning og hjælp til at klage hos Forbruger Europa.
I visse tilfælde kan du klage gennem Trafikstyrelsen på flypassager.dk.
Ofte stillede spørgsmål, når flyet er aflyst
I Danmark er reglerne sådan, at du som udgangspunkt skal kunne bruge din hjemrejsebillet, selvom du ikke har brugt udrejsebilletten. Det betyder, at hvis et flyselskab skal have lov til at annullere din hjemrejse, fordi du ikke har benyttet udrejsen, så skal du være blevet gjort tydeligt opmærksom på det, inden du køber flybilletterne.
Hvis du bliver afvist, når du vil rejse hjem, fordi du ikke har brugt udrejsebilletten, skal du derfor straks henvende dig til flyselskabet, der har annulleret din billet.
Du skal være opmærksom på, at hvis du har købt billetter, som er omfattet af reglerne i et andet land end Danmark, så kan der gælde andre regler for, hvornår flyselskaberne kan annullere din hjemrejse. Kontakt os, hvis du er i tvivl.
Der er som udgangspunkt tale om en aflysning, der kan give ret til kompensation, når:
- Din oprindelige afgang bliver aflyst, og du skal rejse med et andet fly end planlagt.
- Din flyafgang bliver fremrykket med mere end én time af flyselskabet.
- Flyet letter, men er nødt til at vende tilbage til afgangslufthavnen, og du bliver nødt til at rejse med et andet fly.
- Dit fly lander i en lufthavn, som ikke er det bestemmelsessted, der er angivet på din billet, medmindre:
- Du har accepteret omlægning af rejsen
- Den lufthavn, du ankommer til, og den oprindelige destination ligger i den samme by eller region, så er der ikke om en aflysning, men en forsinkelse
Hvornår flyselskabet giver dig besked om aflysningen, og hvor tæt på dit oprindelige ankomsttidspunkt, du kommer frem, har betydning for din ret til kompensation.
EU's flypassagerrettigheder gælder:
- Når du flyver fra en lufthavn, der er beliggende i EU
- Når du flyver fra en lufthavn i et tredjeland til en lufthavn i EU, og flyselskabet er EU-baseret
Dine rettigheder hvis du mister et planlagt forbindelsesfly afhænger af, hvordan du har købt din billet. Er der tale om separate billetter, er du dårligere stillet, end hvis du har købt én samlet billet med to eller flere flyvninger.
Du kan se, om du har separate billetter ved at tjekke, om du har to forskellige billetnumre eller booking-/PNR-numre. Har du to separate flybilletter, er det første flyselskab ikke forpligtet til at hjælpe dig videre, hvis du mister dit forbindelsesfly.
Hvis du har købt én samlet billet
Flyselskabet/rejsearrangøren er ansvarlig for at hjælpe dig videre på rejsen, hvis du har købt én samlet billet med en indlagt mellemlanding, og der ikke er tid nok til at foretage et skift til næste fly under din mellemlanding.
Hvis du har haft udgifter på grund af problemer under mellemlandingen, fx køb af nye billetter, mistede hotelovernatninger på ankomststedet, kan du have ret til erstatning.
Hvis du ikke har købt én samlet billet, der omfatter mellemlandingen
Har du selv har sammensat din rejse med billetter fra flere forskellige flyselskaber, er du som udgangspunkt selv ansvarlig for, at der er tid nok til at foretage skift af fly under din mellemlanding. Det gælder også i tilfælde af, at dit første fly bliver forsinket. Selvom du booker turen i én omgang via fx en bookingportal eller prissammenligningsside, kan det være separate billetter, du har købt.
Du kan dog i visse tilfælde stadig have krav på kompensation. Undersøg, hvad der gælder for din konkrete flyrejse hos flyselskabet.
Dit krav på kompensation vil i Danmark som udgangspunkt være forældet tre år efter, at dit fly var forsinket eller aflyst. Der kan gælde andre forældelsesregler i andre lande. Du kan også risikere at miste din ret til kompensation, hvis du forholder dig passivt. Der kan være tale om passivitet, hvis du ved, du har krav på kompensation, men undlader at gøre dit krav gældende over for flyselskabet.
Hvis du vil være sikker på ikke at miste dit krav, bør du derfor hurtigst muligt efter en forsinkelse eller aflysning kontakte flyselskabet.
Hvis flyselskabet afviser dit krav, kan du kontakte Forbruger Europa og få afklaret dine rettigheder og videre muligheder. Vores hjælp er gratis.
Det er som udgangspunkt den, du køber flybilletten af, der er sælgeren, og du skal altid klage til sælgeren. Har du købt din flyrejse gennem en bookingportal, skal du derfor undersøge, om bookingportalen blot formidler kontakt til en anden sælger og dennes hjemmeside, eller om bookingportalen er sælgeren.
Hvis bookingportalen i forbindelse med dit køb har sendt dig videre til flyselskabets hjemmeside, så er portalen sandsynligvis formidler, og det vil være flyselskabet, som er sælgeren.
Det bør altid fremgå af aftalebetingelserne, hvem du kan klage til, hvis der opstår problemer. Hvis du er i tvivl, så spørg, inden du gennemfører købet.
Det er altid en god idé at klage til både flyselskab og eventuelt rejsebureauet eller bookingportalen,