Rejser og transport
Bæredygtighed på rejser
Bæredygtighed fylder mere og mere i de fleste danskeres hverdag. Derfor hjælper Forbruger Europa dig med, hvordan du kan rejse mere klimavenligt, uden at du behøver at give afkald på oplevelser eller kvalitet.
Du behøver ikke nødvendigvis at blive hjemme i Danmark for at tage hensyn til klimaet. Mange danskere ønsker i dag at rejse med omtanke, og heldigvis er det muligt at mindske din miljøpåvirkning uden at gå på kompromis med hverken komfort eller oplevelser. Med få ændringer og overvejelser om transportvalg og ferievaner kan du gøre din rejse mere klimavenlig – og måske kan du samtidig få en mere lokal og autentisk rejseoplevelse.
Transport med lavere klimaaftryk
Hvordan du rejser, har stor betydning for din samlede udledning. Flyrejser er ofte den største klimabelastning, men der er måder at mindske den på. Hvis du skal med fly, kan du med fordel vælge en direkte afgang. Jo færre mellemlandinger, desto lavere CO₂-udledning, og det sparer dig samtidig for tid og besvær.
Endnu bedre for klimaet er det, hvis du kan tage toget. Mange tog i Europa kører på el, og derfor er det ofte et af de mest miljøvenlige transportmidler. Hvis du planlægger en ferie til et naboland, fx Tyskland eller Sverige, kan bilen også være et fornuftigt valg, frem for at flyve - især hvis du kører i elbil.
Når du er ankommet, er der også klimahensyn at tage. I stedet for at leje bil kan du overveje at bruge den lokale kollektive trafik. Det reducerer udledningen og giver dig samtidig mulighed for at opleve det land, du besøger, på en mere lokal måde, hvor du måske oplever steder, du ikke ellers ville.
Fakta: Togrejser i Europa er blandt de mest klimavenlige transportformer, fordi en stor del af togdriften i Europa kører på el. Det betyder, at togrejser typisk udleder langt mindre CO₂ per kilometer end flyrejser. Du har også rettigheder, når du rejser med tog i EU.
Miljøvenlige overnatningssteder
Din feriebolig har betydning for dit klimaaftryk. Der findes mange hoteller og ferieboliger, som arbejder aktivt med bæredygtighed - og de behøver ikke være dyrere eller mindre komfortable.
EU har udviklet det officielle miljømærke EU Ecolabel, som kan gives til overnatningssteder, der lever op til krav for blandt andet energiforbrug, affaldshåndtering og vandforbrug. Du kan let finde overnatningssteder med dette mærke via EU’s oversigt over miljøcertificerede hoteller og ferieboliger.
Fakta: EU’s miljømærke (EU Ecolabel) tildeles blandt andet hoteller, der kan dokumentere bæredygtig drift og lavt klimaaftryk.
Små vaner med stor betydning
Bæredygtige rejser handler ikke kun om, hvordan du kommer frem, og hvor du bor, men også om, hvordan du handler. Ved at pakke let, spise lokalt og medbringe en drikkedunk eller stofpose, kan du reducere mængden af engangsplast og affald. Når du spiser lokale specialiteter og støtter lokale virksomheder, består varerne ofte af lokalt producerede ingredienser, som ikke er blevet fragtet til destinationen og dermed har en mindre klimabelastning.
Dine rettigheder som rejsende i EU
Husk, at du som forbruger altid har rettigheder, når du rejser i EU. Forbruger Europa er klar til at hjælpe helt gratis.
Læs mere om dine rettigheder, når du rejser
Vil du også handle mere bæredygtigt?