Køb af varer og ydelser
Dine rettigheder, når du køber varer i butikker i andre EU-lande
Når du køber varer i en butik i et EU-land, har du altid minimum 2 års reklamationsret ved fejl og mangler. De enkelte EU-lande kan vælge at give forbrugere en længere reklamationsret, men den kan aldrig være mindre end 2 år.
Hvis du opdager en fejl eller mangel, som du mener, at sælgeren er ansvarlig for, skal du klage til sælgeren hurtigst muligt.
I nogle lande kan du risikere helt at miste din mulighed for at klage over den pågældende fejl, hvis ikke du klager inden for 2 måneder efter, du har konstateret fejlen.
Bemærk, at du ved køb i en fysisk butik ikke har en lovbestemt fortrydelsesret på samme måde som ved køb på nettet. Ved køb på nettet har du en lovbestemt fortrydelsesret på 14 dage.
Tjekliste ved køb i en fysisk butik
- Sørg for at få en kvittering ved købet.
- Gem din kvittering i hele reklamationsperioden.
- Er der fejl ved varen, skal du klage skriftligt til sælgeren, så du kan dokumentere, at du har klaget rettidigt.
- Hvis du skal bruge en klageformular på hjemmesiden, så tag et skærmprint af den udfyldte formular, inden du trykker 'send', så du kan dokumentere din klage.
Hvis du har købt en vare i en butik i udlandet, kan du ikke gå ud fra, at du kan få sælger til at sende en vare til dig i tilfælde af reklamation. En sælger har nemlig ret til at afvise at behandle din klage, hvis du ikke møder fysisk op i butikken og klager. Du kan fx heller ikke gå ned i en dansk H&M-butik og klage over en trøje, som du har købt i en H&M i et andet land.
Garanti
Butikken kan give en særlig garanti, der går udover den 2-årige reklamationsret.
Vær opmærksom på, at disse ofte dækker specifikke dele eller mangler ved produktet. Selvom en mangel ikke er dækket af garantien, har du stadig din reklamationsret i de første 2 år.
Få hjælp til din klage
Har du problemer med dit butikskøb i et andet EU-land, og det ikke er muligt at finde en løsning med sælgeren, så kan du få gratis vejledning og mulighed for at klage hos Forbruger Europa.
Ofte stillede spørgsmål om indkøb i fysiske butikker i andre EU-lande
Mange regler for køb i tyske butikker er de samme som reglerne i danske butikker, men der kan være nogle forskelle. Vores tyske søsterkontor har en fin oversigt over, hvad der gælder i tyske butikker. Fx at du ikke kan kræve at købe varen til den pris, der står på prissedlen.
Læs mere om dine rettigheder som forbruger ved køb af varer i Tyskland.
I Danmark skal butikker som udgangspunkt tage imod kontanter fra kl. 06.00 til kl. 22.00. Dette er en dansk regel, og du kan derfor ikke være sikker på, at du altid kan betale med kontanter i butikker i andre EU-lande.
I første omgang skal du klage til butikken. Husk at gøre det på skrift og så hurtigt som muligt.
Når du handler i en butik i et andet EU-land, vil de fleste regler være de samme som i Danmark. Altså minimum 2 års reklamationsret og ret til ombytning eller reparation af varen. Du kan godt komme ud for, at du er nødt til at betale for at sende varen til undersøgelse, hvis du benytter dig af reklamationsretten.
Du skal ikke betale punktafgifter af dine varer, når du selv kører til fx Sverige eller Tyskland for at handle. For visse typer af varer er der dog begrænsninger på, hvor meget du må tage med tilbage til Danmark.
På Toldstyrelsens hjemmeside kan du finde de gældende regler for, når du tager varer med til Danmark fra et andet EU-land.
Hvis du arrangerer fragt af varerne over grænsen og hjem til din bopæl, skal du betale punktafgift. Du skal selv sørge for, at punktafgiften bliver betalt.