Nyheder

OL 2024: Sådan rejser du i Paris

Opdag alt, du behøver at vide, for at deltage i sportsfesten, når OL løber af stablen til sommer – fra rejsetips med den offentlige transport, info om kørsel i bil og råd om forebyggelse af svindel.

OL-faklen tændes i Paris fredag den 26. juli. Forbruger Europa har lavet en guide med tips til dig, der skal være med.

Muligheder for offentlig transport

Offentlig transport er en oplagt måde at komme rundt i Paris. Her er en oversigt over de forskellige transportmuligheder:

Metro: Det er en populær og hurtig rejseform.
Bus: Der er hundredvis af stoppesteder over hele byen. Dog kan visse busruter under legene muligvis ikke nå deres endestation på grund af zonebegrænsninger.
RER: RER er et hurtigt transittog, der fungerer som metroen, men med markant færre stop, hvilket gør det hurtigere.
Shuttlebusser: Man arbejder i øjeblikket sammen med offentlige transportselskaber for at øge antallet af transportmuligheder og oprette shuttles til at nå frem til forskellige OL-steder, der er mere vanskelige at komme til.
Tram: Sporvognslinjerne kører kun i byens udkanter, og derfor tager besøgende normalt ikke dem i brug.
Delebil: Her er en liste over certificerede delebilsselskaber i Frankrig. 

Priser på offentlig transport

Du kan enten købe enkeltbilletter eller et pas (Pass Navigo Easy), der tillader dig at gemme op til 30 billetter på det, så du ikke skal købe nye billetter hele tiden. Passet koster €2, og der er ingen navne på, så det kan også bruges af dem, du rejser sammen med.

Under OL koster metrobilletter €4, og et pas med ti billetter koster €32. Du kan købe billetter via appen ’Transport Public Paris 2024.’ Du kan også købe dem via automater på stationerne.

Taxatips

Taxichauffører i Frankrig har en parkeringstilladelse, der kan ses på bilen. Taxaerne har ligesom i Danmark et skilt på taget, så du kan nemt kende dem. Hvis du skal med taxa, kan du enten:

  • Ringe efter en taxa på gaden
  • Vente på taxaen i en taxa-kø, som ofte findes ved stationer og lufthavne
  • Bestille en taxa via telefon eller via en app

Vil du leje bil?

For at komme rundt i Frankrig under OL i 2024 kan det være en god idé at leje en bil. Vær opmærksom på betingelserne i lejeaftalen, såsom:

  • Er der ekstraomkostninger, der ikke er inkluderet i din booking (fx benzin, aflevering eller afhentning uden for åbningstiden, rengøringsomkostninger osv.)
  • Er der mulighed for at leje en bil med barnestol, en GPS eller andet, du har brug for?
  • Er der begrænsninger i forhold til, hvor mange kilometer, du må køre?
  • Er der påkrævet udstyr, som du skal have med i bilen (fx en førstehjælpskasse)?

Læs mere om, hvad du skal være opmærksom på, når du lejer bil i udlandet.

Vær opmærksom på potentiel svindel under OL

Store begivenheder som OL kan desværre også tiltrække kriminelle. Vi har derfor nogle gode råd:

  • Køb kun dine billetter via officielle platforme.
  • Vær opmærksom på phishing-forsøg. Tjek altid afsenderens adresse og ægtheden i links i e-mails, du får ifm. med din rejse
  • Undersøg, hvor du kan overnatte: Vær opmærksom på, om overnatningsstedet har en om-os-side, kontaktoplysninger på hjemmesiden, og læs anmeldelser af stedet fx fra sociale medier eller Trustpilot. Få flere tips her
  • Betal kun gennem godkendte betalingssystemer – undgå bankoverførsler, da det kan være rigtig svært at få hjælp, hvis noget går galt.

Hvis du alligevel oplever problemer på rejsen, er du velkommen til at kontakte Forbruger Europa.

 

 

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.