Nyheder

Ole havnede i abonnementsfælde efter køb på sociale medier

Ole bestilte et produkt, han så på Facebook. Det resulterede i uventede regninger og inkassotrusler. Nu har han startet en sag hos Forbruger Europa.

Når vi bruger sociale medier, bliver vi præsenteret for mange reklamer. Det er hurtigt at købe et produkt eller tilmelde sig en service.

Det oplevede Ole, da han sad med sin iPad. Han så en annonce med en prøvepakke på tabletter, der skulle hjælpe til bedre søvn. Han tjekkede en enkelt boks af og gav sine kontaktoplysninger. Kort tid efter modtog han pakken, og det gik op for ham, at der var tale om et abonnement og ikke et enkeltstående køb.

”Jeg har ikke sagt ja til et abonnement. Derfor skrev jeg til virksomheden og bad dem om at stoppe videre forsendelser,” forklarer han.

Herefter følger mange skriverier med virksomheden, mens det beløb, de kræver fra Ole, bliver højere og højere.

Inkassotrusler

Til sidst er prisen på prøvepakken steget fra 79 kr. til mere end 2.000 kr., og Ole får en mail fra et inkassofirma.

”Inkassotruslen gør mig usikker. Jeg føler mig presset til at betale, da jeg ikke kan overskue konsekvenserne af en inkassosag.”

Ole er ifølge jurist i Forbruger Europa, Christiane Marsling, langt fra den eneste, der bliver skræmt af truslen om inkasso:

”Vi ser desværre eksempler, hvor forbrugere betaler regninger fra udenlandske firmaer, selvom de ikke oplever at være blevet tydeligt informeret om de egentlige vilkår. De føler sig presset af mængden af regninger og et beløb, der stiger.”

Skriv til virksomheden

”Vores råd til Ole og andre i den situation er hurtigst muligt at skrive til virksomheden, at du er uenig i opkrævningen, og at du ikke er blevet tydeligt informeret. Hverken virksomhed eller inkassofirma må sende dig fakturaer eller opkræve gebyrer, når du har oplyst dem, at du ikke har accepteret, at der var tale om et abonnement,” siger Christiane Marsling

Ole har nu startet en sag ved Forbruger Europa, og vi arbejder på at hjælpe ham med at få virksomheden til at trække deres opkrævninger tilbage og lukke sagen.

Pas på, når du er på sociale medier

I sager som Oles er forbrugerne ofte faldet over produktet, mens de var på sociale medier.

”Når vi er på sociale medier, er vi der som regel ikke for at handle. Vores parader er nede, og der er ikke langt fra annonce til køb. Derfor får vi måske heller ikke undersøgt, hvem det er, vi handler med på samme måde, som når vi går på nettet for at købe et produkt,” forklarer Christiane Marsling.

Står du i samme situation som Ole? Læs mere: https://forbrugereuropa.dk/pressemeddelelser/forbruger-europa/2023/20230306forbruger-europa-i-danmark-og-norge-advarer/ 

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.