Nyheder

Fem gode råd til at spotte useriøse hjemmesider

Har du handlet på en hjemmeside, du måske troede var dansk? Har du senere opdaget, at varen ikke var af samme kvalitet som på billedet? Så kan det være, at du har handlet med en virksomhed, der udnytter muligheden for dropshipping. Her er fem gode råd til at spotte de useriøse sider.

Men hvad er dropshipping? Det er en forretningsmodel, der bruges af virksomheder, der sælger varer på nettet, men ikke har deres eget lager. Varerne sendes derfor direkte til dig fra virksomhedens leverandør.

Er dropshipping seriøst?

Dropshopping er i sig selv en helt lovlig og acceptabel forretningsmulighed, som mange virksomheder benytter sig af. Men metoden bliver også udnyttet af useriøse virksomheder, der tilbyder produkter, der ikke overholder de forbrugerrettigheder og produktstandarder, vi kender fra Danmark og resten af EU.

Dårlig kvalitet og manglede rettigheder

Handler du på en useriøs hjemmeside, risikerer du at få en dårlig vare, eller måske modtager du kopivarer i stedet for originaler.

Der er også risiko for, at varen bliver dyrere, end du troede, fordi der kan komme afgifter og gebyrer, der ikke umiddelbart fremgår på hjemmesiden, og du derfor skal betale for, at varen sendes til dig fra lande uden for EU.

Det kan også være problematisk at håndhæve dine rettigheder. Mange får nemlig at vide, at de skal sende varen retur til en leverandør fx i Kina, hvis de vil gøre brug af deres fortrydelsesret.

Hvordan spotter du de useriøse dropshipping-webshops?

Det kan være svært at gennemskue, hvornår der er tale om en seriøs hjemmeside, og hvornår der ikke er, når du handler på nettet. Men der er nogle råd, du kan bruge til at genkende de dårlige fra de gode:

Fem gode råd

1. Er der tvetydig information om leveringstiden? Hvis leveringstiden er uforholdsmæssig lang, kan det betyde, at virksomheden ikke har kontrol eller viden om leveringstiden, og det er derfor en god idé at undersøge webshoppen yderligere.

2. Er der en troværdig adresse og andre kontaktoplysninger? Virksomhedens adresse skal altid oplyses på hjemmesiden, så du fx kan sende varen retur. Der bør også være andre oplysninger som et telefonnummer, e-mail og CVR-nummer.

3. Er der stavefejl eller mærkelige formuleringer? At hjemmesiden fx bruger .dk, betyder ikke, at der er tale om en dansk virksomhed. I stedet er det en god idé at være opmærksom på, om sproget virker reelt, og om der fx er mærkelige formuleringer. Det kan tyde på maskinoversættelser.

4. Hvad skriver andre om hjemmesiden? Søg på nettet, og læs anmeldelser af hjemmesiden. Undersøg fx, om virksomheden er til stede på sociale medier. Der kan du normalt finde anmeldelser og kommentarer.

5. Er prisen overraskende lav? Hvis prisen er meget lav, kan det tyde på, at varen ikke lever op til de produktstandarder, vi kender, og der er derfor risiko for, at du bliver skuffet.

 

Hvis du allerede har fortrudt købet af en vare og oplever problemer med at komme i dialog med hjemmesiden, er du meget velkommen til at kontakte Forbruger Europa for råd og vejledning. 

Dine rettigheder, når du handler på nettet:

• Virksomheder skal tydeligt informere om den samlede pris, inden du foretager købet. Du bør ikke skulle betale ekstra gebyrer bagefter.
• Du har fortrydelsesret i 14 dage fra den dag, du modtager eller henter varen.
• Du har ret til at reklamere over en vare, hvis den er beskadiget, ikke fungerer, eller ikke svarer til virksomhedens beskrivelse af den.

 

Få flere gode råd, når du handler på nettet.

 

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.