Nyheder
World Consumer Rights Day: Forbruger Europa hjælper danske forbrugere med deres rettigheder
Du kan altid kontakte Forbruger Europa for at få gratis hjælp og vejledning om dine rettigheder, når du handler uden for Danmarks grænser. Her kan du læse om nogle af de forbrugere, vi har hjulpet.
Forbruger Europa arbejder dagligt for at hjælpe dig og andre danske forbrugere med hjælp og vejledning, når du rejser og handler uden for Danmarks grænser.
Hjælp til lejebilen
Forbruger Europa har blandt andet hjulpet Tommy, da han mistede sin forudbetalte bilreservation, på sin rejse til Krakow. Biludlejeren annullerede nemlig reservationen, da Tommys fly var forsinket. Han fik dog pengene tilbage, efter han oprettede en sag hos Forbruger Europa:
”Jeg er glad for, at Forbruger Europa tog vare på sagen rent juridisk. Jeg prøvede selv at appellere til sund fornuft, men jeg stødte panden mod muren, og blev kastet rundt mellem flyselskab, bookingportal og biludlejer,” fortæller Tommy.
Problemer med flyrejser
Når du skal rejse med fly, har du en række rettigheder. Hvis et flyselskab ikke overholder rettighederne, kan du klage til Forbruger Europa.
Forbruger Europa har blandt andet hjulpet Therese og hendes familie med at få udbetalt 22.375 kroner i kompensation, da deres fly blev forsinket.
Læs mere om Thereses oplevelse her
Bagagebøvl
Vi har også hjulpet René, da hans kuffert blev ødelagt efter en rejse til Tenerife. Han opdagede det først på vej hjem fra lufthavnen, og derfor havde han ikke fået lavet en såkaldt PIR-rapport. Han endte dog alligevel med at få erstatning:
Jeg har haft en god dialog med Forbruger Europa, der tog min sag og hjalp med at få den erstatning, jeg havde krav på.
Uretmæssige opkrævninger på nettet
Forbruger Europa kan også hjælpe, hvis du bliver snydt eller vildledt af udenlandske webshops. For eksempel modtog Thomas rykkere og inkassotrusler fra en udenlandsk datingside, fordi regningen for medlemskabet var dyrere, end Thomas havde accepteret.
Efter Thomas kontaktede datingsiden og informerede om, at han var uenig i kravet, kunne Forbruger Europa betrygge Thomas med, at han havde handlet korrekt og ikke skulle betale.
Finn oplevede en lignende situation med et kosttilskud, hvor der stod, det var uden binding. Alligevel påstod virksomheden, at der var indgået et abonnement, og Finn modtog en regning på 1194 kroner.
”Jeg var lige ved at betale for at kunne sætte et endeligt punktum, men Forbruger Europa fortalte, at når jeg havde skrevet til virksomheden, at jeg var uenig, så var det dem – og ikke mig – der skulle bevise, at jeg var blevet tydeligt informeret. I min sag har Forbruger Europa været en god hjælp, så kontakt dem, hvis du prøver noget lignende,” forklarer Finn.
Kontakt Forbruger Europa
I anledning af World Consumer Rights Day vil vi gerne minde dig om, hvor vigtigt det er at kende sine rettigheder – og at der er hjælp at hente. Hvis du oplever problemer, når du handler og rejser i Europa, kan du nemlig altid kontakte Forbruger Europa for gratis vejledning og hjælp. Du kan oprette din klage her.
Forbruger Europas nyhedsbrev
Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.
Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.