Pressemeddelelse

Skjulte omkostninger på lejebilen? Det skal du være opmærksom på

Hold øje med både kontoen og postkassen, hvis du har lejet bil på ferien. Klager til Forbruger Europa viser, at det er højsæson for uventede regninger fra udenlandske biludlejere.

Ferien er slut, og du har forhåbentlig fået en masse oplevelser med hjem. Det kan med stor sandsynlighed skyldes den lejebil, du har brugt til at komme rundt og se seværdigheder. Men det er en god idé at være opmærksom på, om der har været skjulte omkostninger på lejebilen:

”Klager fra tidligere år viser, at sensommeren er højsæson for klager over lejebiler, der bliver dyrere end forventet. Klagerne kan både handle om, at billejerne har fået opkrævet flere penge, end de havde regnet med, eller måske kan de ikke få deres depositum retur. Det kan dreje sig om mange tusinde kroner,” siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent.

”Vores vigtigste råd er, at du ikke forholder dig passivt, men holder øje med, om du får nogle uventede regninger, og straks reagerer, hvis det sker.”

Hold øje med din bankkonto, når du kommer hjem

Klager fra tidligere år viser, at billejerne får trukket flere penge, end de havde regnet med, eller der dukker uventede regninger op. En af årsagerne kan desværre være, at du på rejsedestinationen fik tilbudt en forsikring til lejebilen, og her kan det være svært at få pengene igen:

”Hvis du er kommet til at takke ja og underskrive på tilkøb af unødvendige ekstraforsikringer, gælder det som udgangspunkt, at det du har købt og skrevet under på, det hæfter du for,” siger Lars Arent og fortsætter:

”Hvis du ikke har skrevet under, kan du klage, hvis biludlejeren trækker et beløb, du er uenig i. Derfor er det en god idé at holde øje med din bankkonto de kommende måneder. Opdager du, at biludlejeren trækker et for højt beløb, så reagér straks ved at kontakte dem på skrift.”

Du kan også spørge din bank, om de kan hjælpe med at få pengene tilbage.

Klag til biludlejeren

Overraskende regninger kan også handle om, at billejerne bliver beskyldt for at have påført bilen skader, men det skal udlejeren kunne bevise:

”Hvis du ikke mener, at du har lavet en skade på lejebilen, så er det biludlejers ansvar at bevise, at skaden er sket, mens du havde den. Skriv derfor til dem og efterspørg dokumentation for, at det er dit ansvar”.

Truer det udenlandske biludlejningsfirma med inkasso, skal du reagere med det samme. Er du uenig i kravet, så send dem en mail, hvor du afviser og beder om dokumentation.

Hold øje med din postkasse og indbakke

En tredje hyppig problematik er afgifter og bøder for trafikale forseelser på feriedestinationen.

”Som det også er, når du kører i Danmark, har du selv ansvar for at overholde færdselsloven og andre regler, når du er på ferie i en lejet bil. Derfor hæfter du også selv for eventuelle bøder og afgifter.”

Hvis du som fører af en lejebil overtræder færdselsloven eller overtræder anden lovgivning, kan du risikere at modtage en opkrævning op til flere år senere. Det skyldes, at der kan være forskellige forældelsesfrister for bøder, afgifter og gebyrer i EU-landene. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom, så du ikke overser en bøde, og der kommer yderligere gebyrer.

Klag også til bookingportalen

Når du lejer bil, kan det være svært at navigere i, hvor du skal klage, og Forbruger Europa har mange eksempler, hvor lejeren bliver kastebold mellem udlejer og bookingportal. Derfor er det en god idé med en helgardering:

”Send din klage til både biludlejer og bookingportal. Hvis du skal bruge en klageformular på biludlejerens eller bookingportalens hjemmeside, så tag et skærmprint, inden du trykker send, så du kan dokumentere din klage,” siger Lars Arent.

Få hjælp til din klage over biludlejer

Har du lejet en bil hos en biludlejer i et andet EU-land, Island, Norge eller i UK, og I ikke kan finde en løsning, kan du få gratis vejledning og hjælp hos Forbruger Europa.

Du kan også få hjælp hos ECRCS, der hjælper forbrugere med at håndtere klagesager hos mange af de større biludlejningsfirmaer.

Forbruger Europas pressemeddelelser

Tilmeld dig Forbruger Europa pressemeddelelser.