Pressemeddelelse
Fik du ikke det, du betalte for på ferien? Sådan klager du
Lukkede pools, hotelværelser uden den lovede havudsigt og uventede gebyrer på lejebilen. Hvert år modtager Forbruger Europa klager fra danskere, der ikke fik den ferie, de var blevet lovet – eller betalte for.
Sommerferien skal helst byde på afslapning og gode oplevelser. Men for nogle ender den med skuffelser og uventede problemer.
Hos Forbruger Europa handler klagerne fra danske forbrugere blandt andet om ferieboliger, der ikke lever op til beskrivelsen i annoncen, hoteller med manglende faciliteter, uventede gebyrer fra biludlejere og udflugter, der ikke svarer til det lovede.
"Når ferien ikke lever op til det lovede, er mange i tvivl om, hvor de kan klage, og hvad de har ret til. Det afhænger nemlig af, om du har købt en pakkerejse, booket gennem en bookingportal eller handlet direkte med virksomheden. Derfor har vi samlet en guide, der hjælper dig med at finde den rigtige vej videre," siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent.
Der gælder forskellige regler
Dine muligheder for at klage afhænger af, hvordan du har booket din ferie.
Har du købt en pakkerejse, skal du som udgangspunkt klage til rejsearrangøren. Har du lejet en feriebolig, booket et hotel eller lejet en bil, skal du normalt klage direkte til virksomheden – og eventuelt også til bookingportalen, hvis du har booket gennem en.
Hvis virksomheden ikke løser problemet, kan du i nogle tilfælde gå videre til et ankenævn eller få gratis hjælp hos Forbruger Europa, hvis virksomheden ligger i et andet EU-land, Norge, Island eller Storbritannien.
Saml dokumentationen, før du klager
Inden du sender din klage, er det en god idé at samle den dokumentation, du har fra rejsen.
Jo bedre dokumentation du vedlægger din klage, desto lettere er det at dokumentere, hvad du har oplevet. Saml derfor bookingbekræftelser, kvitteringer, billeder, korrespondance med virksomheden og øvrig dokumentation, der kan understøtte din klage, siger Lars Arent.
Hvor og hvordan du klager afhænger af, hvad din klage drejer sig om.
Har du købt en pakkerejse?
Har du har købt mindst to rejseydelser, for eksempel fly og hotel – samlet hos samme rejsearrangør, er der tale om en pakkerejse.
Er du utilfreds med, hvordan rejsearrangøren har håndteret din klage, kan du gå videre til Pakkerejse-Ankenævnet.
Har du derimod selv booket en udflugt, lejet en bil eller tilkøbt andre ydelser uden for pakkerejsen, skal du klage direkte til virksomheden. Hvis ikke I finder en løsning, kan du kontakte Forbruger Europa.
Har du lejet en feriebolig eller booket et hotel?
Levede ferieboligen ikke op til billederne, var poolen lukket eller manglede den lovede havudsigt? Så skal du som udgangspunkt klage til virksomheden – og eventuelt også til bookingportalen, hvis du bookede opholdet gennem en bookingportal.
Kan I ikke finde en løsning, er du velkommen til at kontakte Forbruger Europa.
Har du lejet en feriebolig gennem en dansk virksomhed, kan du klage til Ankenævnet for Feriehusudlejning. Har du booket et hotel i Danmark, kan du klage til Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme.
Har du lejet en bil?
Er du blevet mødt med uventede gebyrer, eller kræver biludlejeren betaling for en skade, du ikke mener, du har lavet? Så skal du først klage til biludlejningsfirmaet.
Hvis I ikke finder en løsning, kan du kontakte Forbruger Europa, så vejleder vi om dine muligheder.
Mange større biludlejningsfirmaer er desuden tilknyttet ECRCS, der også behandler klager.
Har du lejet bilen som en del af din pakkerejse, er det Pakkerejse-Ankenævnet, du skal klage til.
Gode råd til din klage
- Klag altid på skrift, så du kan dokumentere din klage
- Vær konkret – og vedhæft dokumentation for det, du klager over
- Klag til den virksomhed, du har handlet med (og evt. bookingportalen)
- Søg hjælp hos Forbruger Europa eller andre, hvis du ikke kan finde en løsning med virksomheden
Forbruger Europas pressemeddelelser
Tilmeld dig Forbruger Europa pressemeddelelser.
Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores pressemeddelelser. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.