Pressemeddelelse

Uventede regninger efter at have lejet bil? Det skal du være opmærksom på

Når sommerferien er slut, forventer Forbruger Europa, at flere danskere får uventede regninger efter at have lejet bil. Vi giver her råd til, hvordan du stiller dig bedst.

En lejebil er god, når du skal rundt og se seværdigheder. Men det er ikke altid uden problemer. Det ender nemlig i nogle tilfælde med at blive dyrere og mere bøvlet, end du havde forventet:

”Tidligere år viser, at der efter sommerferien er flere, der henvender sig til Forbruger Europa, fordi de oplever problemer efter at have lejet bil. Ofte fordi forbrugerne ikke fik den bil, de havde booket, har fået opkrævet flere penge, end de havde regnet med eller ikke kan få deres depositum retur. Det kan i nogle tilfælde dreje sig om mange tusinde kroner,” siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent.

Derfor har vi lavet en guide:

1. Hold øje med din bankkonto, når du kommer hjem

Mange af henvendelserne handler om, at der er trukket flere penge, end forbrugeren havde regnet med, eller der dukker uventede regninger op. En af årsagerne kan være, at du på rejsedestinationen fik tilbudt en forsikring til lejebilen.

”Hvis du er kommet til at sige ja til en unødvendig forsikring, kan det være svært at få pengene igen på bagkant. Her gælder det som udgangspunkt, at det du har købt og skrevet under på, det hæfter du for,” siger Lars Arent. 

Hvis du ikke har skrevet under, kan du gøre indsigelse, hvis der trækkes et beløb, du er uenig i. Derfor er det en god idé at holde øje med din bankkonto de kommende måneder. Hvis biludlejer trækker et for højt beløb, så reagér straks ved at kontakte dem på skrift. Du kan også spørge din bank, om de kan hjælpe med at få pengene tilbage.

2. Spørg biludlejer om dokumentation

Overraskende regninger kan også handle om, at billejerne bliver beskyldt for at have påført bilen skader, men det skal udlejeren kunne bevise:

Har du ikke anerkendt at have lavet skaden, så er det biludlejers ansvar at bevise, at skaden er sket, mens du havde bilen. Skriv derfor til dem og efterspørg dokumentation for dit ansvar.

Truer det udenlandske biludlejningsfirma med inkasso, skal du reagere med det samme. Er du uenig i kravet, så send dem en mail, hvor du afviser og beder om dokumentation.

3. Lav en skriftlig klage til biludlejeren

Hvis du på ferien fik en anden og dårligere bil end forventet, eller slet ikke fik nogen bil på grund af flyforsinkelse, kan du skriftligt klage til den, du indgik aftalen med, hvis du ikke har fået fuld eller delvis refundering af lejebeløbet.

Er du i tvivl om, hvem der er den egentlige aftalepart, kan du i lejeaftalen se, om det er en evt. bookingportal eller udlejningsfirmaet. Uanset hvad, så er en god idé at sende din klage til begge parter. Hvis du skal bruge en klageformular på biludlejerens eller bookingportalens hjemmeside, så tag et skærmprint, inden du trykker send, så du kan dokumentere din klage.

4. Hold øje med din postkasse og indbakke

En tredje hyppig problematik er afgifter og bøder for trafikale forseelser på feriedestinationen.

”Som udgangspunkt er det sådan, at du selv har ansvaret for at overholde færdselsloven og andre regler – også når du er på ferie i en lejet bil. Derfor hæfter du også selv for eventuelle bøder og afgifter,” siger Lars Arent.

Hvis du som fører af en lejebil overtræder færdselsloven eller overtræder anden lovgivning, kan du risikere at modtage en opkrævning op til flere år senere. Det skyldes, at der kan være forskellige forældelsesfrister for bøder, afgifter og gebyrer i EU-landene. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom, så du ikke overser en bøde, og der kommer yderligere gebyrer.

5. Få hjælp til din klage over biludlejer

Har du lejet en bil hos en biludlejer i et andet EU-land, Island eller Norge, og I ikke kan finde en løsning, kan du få gratis vejledning og hjælp hos Forbruger Europa.

Du kan også få hjælp hos ECRCS, der hjælper forbrugere med at håndtere klagesager hos mange af de større biludlejningsfirmaer.

I samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har Forbruger Europa udgivet tre episoder om billeje i podcasten ”Råd til forbrug”. Her fortæller Lars Arent om dine rettigheder, når du lejer bil.  

Lyt til podcast ”Råd til forbrug”

Forbruger Europas pressemeddelelser

Tilmeld dig Forbruger Europa pressemeddelelser.

Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores pressemeddelelser. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.

Se nyheder