Nyheder
Vær opmærksom på denne rejsetype
Hellen Ringrose havde købt en pakkerejse til en danseferie i Marbella, hvor flyrejsen ikke var inkluderet. Da flyet blev aflyst, endte hun uden muligheder for at få pengene for ferien igen. Nu advarer hun andre, så de ikke ender i samme situation.
At skulle på ferie er altid spændende, men indimellem kan små uforudsete situationer sætte en stopper for rejseeventyret. Det blev en hård lære for Hellen, der skulle på dansecamp i Marbella. Da hendes fly blev aflyst, pga. strejke blandt flyselskabets personale i Malaga Lufthavn, endte hun og de andre passagerer uden krav om tilbagebetaling af de penge, de havde betalt til danseundervisning, hotel og mad og drikke osv. Desværre dækkede hendes rejseforsikring ikke.
”Jeg vil gerne gøre andre forbrugere opmærksomme på faldgruberne og hjælpe dem med at undgå at ende i en lignende situation, for det er altså mange penge at miste,” siger Hellen Ringrose.
Pakkerejser – uden fly
Hellens køb hos rejsearrangøren bestod bl.a. af hotel, undervisning, mad og drikke og transport fra lufthavnen, men flyrejsen var købt hos et flyselskab, der i princippet ikke havde noget med dansecampen at gøre udover, at de fløj til den samme destination.
”Pakkerejser er normalt en meget sikker måde at rejse på, da du som forbruger er særligt beskyttet af regler for pakkerejser, der er ens i hele EU. Men med den særlige konstellation, som der er tale om her, kan det være problematisk, hvis flyet bliver forsinket eller aflyst,” siger jurist i Forbruger Europa, Christiane Marsling.
Faldt imellem to stole
Hellen klagede til både flyselskab, rejsearrangør og relevante klagenævn, men kunne ikke få hjælp. Da hun kom i dialog med Forbruger Europa, fik hun en forklaring:
”I Hellens sag er der desværre ikke et juridisk krav til at få pengene igen. Dansecampen er som rejsearrangør ansvarlig for den aftalte pakke, der i dette tilfælde ikke indbefatter flyrejsen. Campens ansvar træder først i kraft når deltagerne er landet i Malagas Lufthavn. Flyselskabet er omvendt alene ansvarlige for transporten og ikke dansecampen. Hellen er derfor faldet mellem to stole, hvilket er en utrolig ærgerlig situation at stå i, når man ellers har troet, at man var beskyttet.”
Forstå betingelserne for din pakkerejse: Når du køber en pakkerejse, er det afgørende at gennemgå betingelserne grundigt. Nogle pakkerejser inkluderer ikke flyrejsen i prisen, og det kan være forvirrende, hvis du har købt et produkt, der netop betegnes som en pakkerejse. Vær sikker på, om din rejse omfatter flytur eller ej, og hvis den ikke gør det, så vær forberedt på, at du selv skal tage ansvar for at arrangere flytransporten.
Søg efter rejseforsikring med dækning for aflysninger: Rejseforsikringer er afgørende for at beskytte dig mod uforudsete begivenheder, der kan påvirke din rejse. Når du vælger en forsikring, skal du sikre dig, at den dækker aflysninger af fly og andre arrangementer. På den måde kan du være sikker på, at du ikke kommer til at betale for noget, du ikke kan gøre brug af.
Kontroller pakkerejseselskabets ansvar: Når du køber en pakkerejse, skal du undersøge, hvilke ansvarsområder selskabet har. Hvis flyrejsen ikke er inkluderet, er det vigtigt at forstå, hvad deres forpligtelser er i tilfælde af en flyaflysning. Nogle selskaber tilbyder alternative løsninger eller muligheden for at ændre rejsedatoen uden ekstra omkostninger, mens andre måske ikke yder nogen form for tilbagebetaling.
Vær opmærksom på flyselskabets ansvar: Selvom flyselskabet ikke var ansvarlige for Hellens pakkerejse, er det værd at undersøge deres politikker i tilfælde af aflysninger. Når forsinkelser eller aflysninger sker mindre end 14 dage før afrejse, skal flyselskaberne tilbyde kompensation eller alternativ transport, hvis flyet aflyses eller er forsinket. Det kan være en god idé at have kendskab til dine rettigheder i tilfælde af flyproblemer, selvom du har købt en pakkerejse, hvor flyveturen ikke er inkluderet.
Læs mere om dine rettigheder ved køb af pakkerejser
Læs mere om dine rettigheder, når du flyver
Forbruger Europas nyhedsbrev
Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.
Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.