Nyheder

Wow Air er gået konkurs - læs om dine rettigheder her

Det islandske flyselskab Wow Air er gået konkurs. Læs om, hvad du kan gøre, hvis du har købt en rejse med flyselskabet, har et udestående krav m.m. her.

Har du købt billetten direkte hos Wow Air og rejser til eller fra Danmark? 

Hvis du har købt en tur-retur billet fra en dansk lufthavn direkte fra Wow Air, kan du anmelde et krav hos Rejsegarantifonden. Der er dog en selvrisiko på 1000 kroner. 

I visse tilfælde kan du få dækket selvrisikoen af din bank. Det kræver dog, at du først har en kvittering for anmeldelsen fra Rejsegarantifonden og derefter søger om "chargeback" med begrundelsen at du ikke har modtaget ydelsen, som er flyrejsen. 

Hvis du er strandet i udlandet og har en hjemrejse til Danmark med Wow Air, kan Rejsegarantifonden hjælpe dig med at komme hjem. 

Har du købt billetten som en del af en pakkerejse? 

Hvis flybilletten er en del af en pakkerejse fra et dansk eller europæisk rejsebureau, er du beskyttet af EU-reglerne om pakkerejser. I så fald skal du kontakte dit rejsebureau. 

Hvis det er et rejsebureau i et andet EU-land, kan der være forskel på, hvordan reglerne er skrevet ind i deres nationale lovgivning. I så fald er du velkommen til at kontakte Forbruger Europa, så vil vi hjælpe dig videre. 

Har du købt billetten gennem en bookingside (tredjepart)? 

Hvis du har købt billetten hos en tredjepart, kan du være anderledes stillet. Læs mere om dine muligheder, hvis du har booket gennem en tredjepart, her

Har du et udestående krav mod Wow Air? 

Hvis du har et krav om kompensation eller erstatning mod Wow Air, skal du rette det mod kuratoren skriftligt. I de fleste tilfælde er der dog ikke noget tilbage i konkursboet til at dække krav om fx kompensation og erstatning.

Tjek din rejseforsikring

I nogle tilfælde vil du være dækket ved konkurs af din rejseforsikring, så det er en god idé at tjekke hos dit forsikringsselskab. 

Læs mere om dine rettigheder ved flykonkurser her.

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.

Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.

Se tidligere udsendte nyhedsbreve