Hvad kan jeg gøre for at undgå falske hjemmesider?
Ikke alle hjemmesider er, hvad de udgiver sig for at være. Nogle hjemmesider er oprettet med det formål at lokke forbrugerne til at betale for varer, de aldrig modtager. Andre hjemmesider lokker forbrugeren til fx at oplyse bankkonto- eller kreditkort oplysninger, som en hacker derefter kan bruge til at overføre penge fra din konto eller købe varer for dine penge.
Tjek sælgerens baggrund
Undersøg altid en netbutik, som du ikke kender inden et køb. Selvom der er dansk tekst på hjemmesiden, eller den har et .dk-domænenavn, kan det sagtens være en svindelhjemmeside, der er lokaliseret i fx Kina. Det betyder, at du ikke vil være omfattet af EU's regler for forbrugerbeskyttelse, hvis du køber varer på hjemmesiden.
Netbutikker har pligt til at give en række informationer på hjemmesiden, som du bør tjekke, inden du handler. Det er fx oplysninger om varerne, reklamationsret og fortrydelsesret, kontaktinformationer og procedure ved klager.
Hvis disse oplysninger ikke fremgår på sælgers hjemmeside, så har sælger måske noget at skjule, og du bør overveje at handle et andet sted.
Gode råd før du køber på nettet
- Tjek sælgers identitet, kontaktoplysninger og adresse
- Tjek om du kan finde oplysninger om en vares vigtigste egenskaber
- Find oplysninger om sælger ved at søge på Google eller andre steder
- Undersøg priser, gebyrer og mulige ekstraudgifter
- Tjek sælgers salgs- og leveringsbetingelser og evt. aftalens varighed
- Tjek, om der er fortrydelsesret og hvilke vilkår, der gælder
- Tjek, om du kan betale med betalingskort, fx VISA/Dankort?
Når du har indgået aftalen med sælger, skal du have en bekræftelse af aftalen på e–mail.