Hvilke oplysninger skal sælgeren give mig inden et køb på nettet?

Når du vil købe en vare eller tjeneste i EU skal sælgeren inden købet give dig korrekte og forståelige oplysninger om varen/tjenesten på et såkaldt varigt medie, fx i en mail. Du har bl.a. krav på følgende oplysninger:

  • Produktet eller tjenesteydelsens vigtigste egenskaber
  • Forhandlerens navn og fysiske adresse.
  • Forhandlerens e-mailadresse og/eller telefonnummer
  • Den samlede pris (inkl. leveringsomkostninger, skatter og afgifter)
  • Oplysninger om betalings- og leveringsprocedurer
  • Fortrydelsesret
  • Reklamationsret
  • Aftalens varighed (ved abonnement)
  • Tilgængelig eftersalgsservice
  • Hvor og hvordan du kan klage (tvistbilæggelsesordninger)
  • Handelsregisternummer (cvr. nr.).

Aftalevilkårene skal skrives på et klart og forståeligt sprog, og må ikke indeholde urimelige aftalevilkår. Aftalevilkår, der er urimelige ifølge EU's lovgivning, har ingen bindende virkning for forbrugerne.

Som forbruger opnår du udvidede rettigheder, hvis der er oplysninger, som sælgeren ikke giver dig inden et køb på nettet. Hvis sælgeren ikke før købet og på skrift oplyser:

  • Varens fulde pris, så er du ikke forpligtet til at betale eventuelle merudgifter
  • At du har 14 dages fortrydelsesret, så vil fortrydelsesretten først begynde at løbe fra det tidspunkt, sælgeren giver dig oplysningen
  • At du har fortrydelsesret, så vil du kunne fortryde købet i op til 12 måneder og 14 dage efter, du modtog varen
  • At du ved fortrydelse skal betale for returnering af varen, så skal du ikke betale returforsendelsen.