Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har penge til gode hos en virksomhed i EU?

Hvis du har penge til gode hos en sælger i et andet EU-land, og det trækker ud med at få pengene, er det ikke sikkert at det skyldes ond vilje fra sælgeren.

EU-landene har forskellige banksystemer og det betyder, at sælgeren ikke kan bruge dit konto- og registreringsnummer, kortnummer eller mobilbetaling. 

Du skal eventuelt oplyse følgende til sælger:

  • Navnet på din bank
  • Kontohavers fulde navn
  • IBAN-nummeret og BIC-nummeret.

Undlad at oplyse dit konto- og registreringsnummer eller andre numre, fordi de kan forvirre mere end de gavner.

Hvad er IBAN og BIC?

IBAN står for International Banking Account Number. Det er den internationale måde at skrive et kontonummer på. IBAN-nummeret er på 18 cifre og starter i Danmark altid med DK.

BIC står for Bank Identifier Code. BIC-kodens længde er på 8 eller 11 tegn. De første 6 tegn altid er bogstaver, mens resten både kan være bogstaver og/eller tal. Koden kaldes også visse steder SWIFT, der er den tidligere betegnelse.

Du kan fx finde dit IBAN-nummer og BIC-nummer i din netbank eller på et kontoudtog. Du kan også kontakte din bank og bede dem oplyse det eller udlevere det til dig.

Hos Forbruger Europa kan du få gratis hjælp til din klage, hvis sælgeren ikke vil refundere beløbet.