Hvordan skal jeg klage over hotel eller feriebolig?
Det kan have betydning for din ret til et nedslag i prisen, at du kan påvise, at du har klaget rettidigt og korrekt i forhold til aftalevilkårene. Du skal klage på skrift, så snart du bliver opmærksom på fejl eller mangler.
Vi anbefaler, at du:
- Klager skriftligt til både overnatningsstedet og dem, du eventuelt har booket igennem med det samme. De skal have mulighed for at udbedre forholdene.
- Tjekker, hvad der står i aftalevilkårene om, hvordan man skal klage.
Hvis du mener, at du har krav på et nedslag i prisen, og sælger er uenig, kan vi måske hjælpe dig. Kontakt Forbruger Europa for at få gratis hjælp med din konkrete sag.
Hvis du har købt rejsen gennem et dansk rejseselskab, kan du henvende dig til det danske pakkerejseankenævn.