Pressemeddelelse
Forbruger Europa advarer om nye typer opsigelsestjenester: “Vi ser de samme faresignaler igen”
Forbruger Europa har orienteret Forbrugerombudsmanden om hjemmesiden Goodbyeguro.dk, der tilbyder forbrugere hjælp til at opsige abonnementer mod betaling. Ifølge Forbruger Europa er der tale om den samme type forretningsmodel, der tidligere har skabt store problemer for danske forbrugere.
Forbruger Europa advarer nu danskere om at være ekstra opmærksomme, hvis de søger på nettet efter hjælp til at opsige abonnementer og medlemskaber.
Goodbyeguro.dk tilbyder mod betaling at hjælpe dig med at opsige abonnementer. ’Ydelsen’ består i, at de sender et opsigelsesbrev på vegne af dig, men de tager ikke ansvar for, om medlemskabet reelt bliver opsagt. Anmeldelser på Trustpilot giver anledning til bekymring. Her beskriver flere, at de ikke var klar over, at der var tale om en betalingsydelse.
”Desværre er Goodbyeguro.dk ikke et nyt fænomen – men en forretningsmodel, der tidligere har vist sig at være særdeles effektiv. Sidste gang så vi, hvordan den type virksomhed udviklede sig til et stort problem for danske forbrugere med mere end 1000 henvendelser til Forbruger Europa,” siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent.
Forbrugere tror, de er landet hos den rigtige virksomhed
Problemet opstår ofte, når forbrugere søger på Google eller andre søgemaskiner for at opsige deres medlemskab hos en konkret virksomhed. Her kan en tredjepart som Goodbyeguro.dk dukke op højt i søgeresultaterne, uden at forbrugeren nødvendigvis opdager, at de ikke havner på den rigtige hjemmeside.
Mange tror, de er i gang med at opsige direkte hos den virksomhed, de er kunde hos. Men i virkeligheden kan de være havnet hos en mellemmand, der tager betaling for at sende opsigelsen videre. Det er netop dét, der gør den her forretningsmodel problematisk.
Forbrugerne er typisk fokuseret på hurtigt at få stoppet et abonnement og er derfor ikke nødvendigvis opmærksomme på, hvem de faktisk indgår en aftale med.
Nyt tiltag gør det svære at få hjælp
Domænet Goodbyeguro.dk tilhører angiveligt en person i Holland, mens virksomheden samtidig fremstår som hjemmehørende i USA.
“Vi ser en risiko for, at virksomheder placerer sig uden for EU, fordi det gør det vanskeligere for forbrugere at få hjælp og håndhæve deres rettigheder,” siger Lars Arent.
Sådan gør du, hvis du får en uventet regning fra Goodbyeguro.dk:
Hvis du modtager en opkrævning fra Goodbyeguro.dk, som du ikke er enig i, anbefaler Forbruger Europa, at du reagerer hurtigt – og på skrift.
“Skriv til virksomheden, og gør opmærksom på, at du er uenig i kravet, da du ikke var blevet tydeligt oplyst om, at der var tale om en betalingsydelse. Du kan hente en skabelon til din mail på Forbruger Europas hjemmeside,” siger Lars Arent.
Gode råd, hvis du vil opsige et abonnement:
- Gå direkte til den virksomhed, du har abonnementet / medlemskabet hos.
- Vær opmærksom på, om du er på virksomhedens officielle hjemmeside eller hos en tredjepart. Undersøg webadressen (URL’en) nøje, så du er sikker på, at du er på virksomhedens officielle hjemmeside.
Hvis du har modtaget en uventet regning fra Goodbyeguro.dk:
- Undlad at betale, hvis du ikke tydeligt blev oplyst om, at der var tale om en betalingsydelse. Skriv til Goodbyeguro, og gør opmærksom på, at du afviser virksomhedens betalingskrav. Du har desuden ret til at gøre brug af din fortrydelsesret.
- Fortrydelsesfristen gælder helt op til 12 måneder, hvis virksomheden ikke tydeligt oplyser om fortrydelsesretten og om EU's standardfortrydelsesformular – og det gør Goodbyeguro ikke. Derfor kan du fortryde købet, selv om virksomheden skriver noget andet.
- Din mail skal sendes til Goodbyeguro. Følgende mail står på deres hjemmeside: hej@goodbyeguru.dk. Der er også en kontaktformular. Hvis det ikke lykkes dig at sende din besked via formularen, eller din mail kommer retur, så tag screenshots, der viser, at du har forsøgt.
- Sørg for at gemme mails og screenshots for en sikkerheds skyld. Så kan du nemlig altid vise, at du har gjort opmærksom på, at du ikke er enig, og at du har forsøgt at kontakte dem.
Læs mere i vores guide, og hent skabeloner. Du skal klikke på fanen om 'Goodbyeguro'.
Forbruger Europas pressemeddelelser
Tilmeld dig Forbruger Europa pressemeddelelser.
Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores pressemeddelelser. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.