Nyheder

Pas på falske ”danske” hjemmesider

Når du handler online, er det vigtigt at være på vagt over for hjemmesider, der umiddelbart ser danske ud, men i virkeligheden sælger varer fra lande uden for EU. Her er du nemlig ikke beskyttet af europæiske forbrugerrettigheder.

Det er vigtigt at være kritisk, når du handler på nettet. Det gælder især når der er tale om gode tilbud og billige priser på varer, som normalt koster meget mere. Mange hjemmesider har nemlig en umiddelbar dansk camouflering, men indholdet lever langt fra op til det, vi kender i Danmark og EU:

"I Forbruger Europa-netværket ser vi desværre en stigning i sager, hvor forbrugere uvidende har købt varer fra hjemmesider, der får produkterne leveret direkte fra lande uden for EU - ofte Kina. Varerne lever sjældent op til forventningerne, og det kan være næsten umuligt at klage bagefter," advarer direktør i Forbruger Europa, Lars Arent.

Vær opmærksom

Det er derfor en god idé at være opmærksom, for hvis du handler på en falsk ”dansk” hjemmeside, risikerer du at få en dårlig vare, eller måske modtager du kopivarer i stedet for originaler.

Der er også risiko for, at varen bliver dyrere, end du troede, fordi der kan komme afgifter og gebyrer, der ikke umiddelbart fremgår på hjemmesiden, og du derfor skal betale for, at varen sendes til dig fra lande uden for EU.

”Det er en fordel, hvis du undersøger, hvem du handler med, så du undgår at blive skuffet og kan få hjælp, hvis varen ikke lever op til beskrivelsen, er gået i stykker, eller du blot ønsker at fortryde dit køb,” siger Lars Arent.

Guide: Hvad skal du kigge efter for at undgå de useriøse hjemmesider

• Læs anmeldelser fra andre kunder

• Tjek leveringstiden - er den usædvanligt lang?

• Er der tydelige kontaktoplysninger og en fysisk adresse?

• Er teksten på hjemmesiden fyldt med stavefejl eller mærkelige formuleringer?

• Er prisen mistænkeligt lav sammenlignet med andre butikker?

 

Dine rettigheder ved nethandel:

• Virksomheder skal tydeligt informere om den samlede pris, inden du foretager købet. Du bør ikke skulle betale ekstra gebyrer bagefter.

• Du har fortrydelsesret i 14 dage fra den dag, du modtager eller henter varen.

Du har ret til at reklamere over en vare, hvis den er beskadiget, ikke fungerer, eller ikke svarer til virksomhedens beskrivelse af den. Find mere information om dine rettigheder, og hvordan du handler sikkert på nettet, HER.

Husk desuden, at du altid kan få gratis hjælp og vejledning hos Forbruger Europa. Du kan kontakte os HER

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.