Nyheder
Forbruger Europa i Danmark og Norge advarer: Pas på reklamer, der tilbyder sundhedstjek på nettet
Mange forbrugere er røget i fælden og har takket ja til, hvad de troede var et gratis sundhedstjek, som de har set reklamer for på sociale medier. Efterfølgende modtager de dog regninger på flere hundrede kroner.
Forbrugere i både Danmark og Norge bliver snydt af reklamer fra hjemmesider, som tilbyder en gratis vurdering af din sundhed. Hjemmesiderne tilbyder at vurdere dit generelle helbred gennem nogle få oplysninger, og de reklamerer primært på sociale medier, hvor mange forbrugere har deres parader nede.
Det fremgår dog ikke af reklamerne, at det koster penge. Prisen står kun på hjemmesiden, hvor den desuden ikke er tydelig nok, hvilket er imod reglerne. Derfor bliver mange forbrugere overraskede, når de pludselig modtager en regning:
”Det er bekymringsverdig at vi stadig får henvendelser om nettsider som tilbyr helsevurdering, og at det ikke kommer tydelig frem at dette koster penger. Vi håper at forbrukere som har fått en faktura herfra kontakter oss slik at vi kan hjelpe dem best mulig,” siger direktør i Forbruker Europa Norge, Linn Hogner Jahr.
Modtager regninger, rykkere og inkassotrusler
Virksomhederne presser forbrugerne med inkassotrusler, mails og breve i en lind strøm. Men du skal ikke lade dig presse, når du ikke er blevet tydeligt informeret om, at der er tale om en betalingsydelse.
Vi anbefaler, at du lader være med at betale, selvom der kommer trusler om inkasso. I stedet råder vi til, at du skriver til selskabet bag hjemmesiden, at du er uenig i deres krav og ikke vil betale. Du kan skrive til dem via deres mail eller en kontaktformular på hjemmesiden. Hvis ikke du kan gemme den besked, du har sendt, så tag et screenshot og gem det.
"Du skal ikke blive nervøs på grund af inkassokravet. Virksomheden må ikke blive ved med at sende dig regninger eller sætte gebyrer på, når du skriftligt har gjort dem opmærksom på, at du ikke er enig i deres krav. Vi kender heller ikke til tilfælde, hvor de har gjort alvor af deres trusler, om at sende sagen til inkasso," forklarer direktør i Forbruger Europa Danmark, Lars Arent.
Gode råd, hvis du er blevet snydt af en hjemmeside, der tilbyder sundhedstjek:
• Kontakt Forbruger Europa, og få en vurdering af din sag
• Lad være med at betale, selvom de sender regninger og truer med inkasso
• Kontakt selskabet via deres mail eller kontaktformular, og oplys, at du ikke er enig i deres krav. Hvis du ikke kan gemme din besked, så gem dokumentationen for, at du har kontaktet dem.
Har du oplevet dette? Kontakt Forbruger Europa for gratis hjælp og vejledning. Du kan desuden oprette din klage her.
Forbruger Europas nyhedsbrev
Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.