Nyheder

Forbruger Europa advarer: Pas på reklamer fra ungarske Sundhedsassessor

Forbruger Europa advarer mod reklamer på sociale medier, der tilbyder et sundhedstjek og linker til hjemmesiden Sundhedsassessor. Du bør ikke betale, hvis du bliver opkrævet betaling for ydelsen eller truet med inkasso.

Forbruger Europa har den seneste tid fået henvendelser fra forbrugere, der føler sig snydt af hjemmesiden Sundhedsassessor. Hjemmesiden markedsfører sig via reklamer på sociale medier, hvor forbrugerne får at vide, at de kan få vurderet deres generelle sundhed ved at indtaste nogle få oplysninger om dem selv.

Det fremgår ikke af annoncerne, at det koster penge. Prisen står kun på den hjemmeside, man kommer ind på med lille skrift, hvis man scroller ned på siden. Og det lever ikke op til reglerne:

”Det skal stå klart og tydeligt, når der er tale om en betalingsydelse, så du kan træffe et bevidst valg. Og det gør det ikke i de her tilfælde,” siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent.

Virksomheden, der står bag hjemmesiden er ungarsk og hedder Belard-Web. Forbrugerne har uden held forsøgt at komme i dialog med selskabet via den formular, som de også udfyldte, da de gav deres oplysninger.

Undlad at betale

”Du er ikke forpligtet til at betale for den ”ydelse”, som sundhedsassessor leverer. Vi anbefaler, at du lader være med at betale, selvom der kommer trusler om inkasso, men skriver til selskabet bag hjemmesiden, at du ikke er enig i deres krav og ikke vil betale. Du kan skrive til dem via deres kontaktformular på hjemmesiden. Husk at tage et screenshot af din besked," siger Lars Arent.

Gode råd, så du undgår at blive snydt af Sundhedsassessor:

Vær opmærksom på reklamerne på sociale medier, og undlad at udfylde dine oplysninger

Lad være med at betale, selvom de sender regninger og truer med inkasso

Kontakt selskabet via deres kontaktformular og oplys, at du ikke er enig i deres krav. Hvis du ikke kan sende din besked, så gem dokumentationen for, at du har forsøgt

 

 

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.