Nyheder

Har du modtaget en faktura for en vejafgift i Italien? Det skal du vide

Lige nu får vi mange henvendelser fra danskere, der bliver opkrævet penge, fordi de har kørt i en betalingszone på deres ferie i Italien for flere år siden. Hvis du er en af dem, kan du læse med her.

Når regningen fra det italienske inkassofirma Nivi S.p.A. kommer flere år efter, at du måske var i Italien, er det svært at tro, at det kan være rigtigt. Men i Italien bliver sagerne først forældet efter ti år, så derfor kan opkrævningen sagtens være god nok. Desværre.

Årsagerne kan være:

1. Bommen åbnede, selvom du ikke havde betalt

Nogle gange åbner bommen ved betalingsanlægget på betalingsvejen, selvom du ikke har betalt, og derfor har du måske slet ikke opdaget, at du er kørt ind på en betalingsvej. Det kan virke mærkeligt, at bommen åbner sig, selvom du ikke har betalt, men det er for at undgå trafikpropper, og at folk bliver nødsaget til at køre uhensigtsmæssigt. Du skal altså stadig betale og kan risikere at få en opkrævning senere.

2. Manglende betaling for kørsel på vej

Hvis du ikke har betalt afgiften for kørslen på en betalingsvej, kan du godt få en opkrævning måneder eller år senere efter, du var afsted. Også med ekstra gebyrer og renter pga. det arbejde, det har krævet at få regningen frem. Irriterende for dig, men disse omkostninger er normalt berettigede.

3. Kørsel i en miljøzone

I Italien findes der miljøzoner, som du skal betale for at køre i. Det står på skilte, der desværre ofte er på italiensk. Derfor kan det godt tænkes, at du har kørt i en zone, hvor det krævede en særlig betaling, uden at du overhovedet var klar over det. Hvis du skal til Italien en anden gang, kan du kigge på FDMs vejledning til miljøzoner og betalingsveje i udlandet.

Sådan gør du, hvis du har modtaget en faktura

Hvis du har modtaget en faktura fra Nivi S.p.A., er det en god idé ikke at vente for længe med at betale. Hvis ikke du betaler til tiden, kan der nemlig blive tillagt et gebyr.

Hvis du mener, at vejafgiften er forkert, fx fordi du allerede har betalt den, fordi du ikke var i Italien på det tidspunkt, eller aldrig har kørt på den pågældende vej, så kontakt Nivi S.p.A, og gør dem opmærksom på, at du er uenig i kravet. Du står stærkest, hvis du kan finde dokumentation for, at du fx allerede har betalt, eller at du ikke ejede bilen på det pågældende tidspunkt. 

Hvis Nivi S.p.A. kan bevise, at du har kørt der, anbefaler vi, at du betaler, så du ikke får unødvendige rykkergebyrer. Et eksempel på et bevis, som de kan fremføre, er fx et billede af nummerpladen på din bil, hvor datoen også fremgår.

Kontakt os meget gerne, hvis du har spørgsmål

Læs mere om kørsel i udlandet

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.