Nyheder

Abonnementsfælder: Hav is i maven – virksomheden har sjældent ret

Mona blev bekymret, da hun fik rykkere ind ad døren for et abonnement, hun aldrig havde sagt ja til. Men det behøvede hun faktisk ikke at være. Hvis du gør indsigelse, må virksomheden ikke fortsætte med at sende dig rykkere.

Mona Madsen så en reklame for et kosttilskud og bestilte en prøvepakke på nettet, der kostede 79kr. Da hun fik produktet, stod der, at det var et abonnement, hvilket hun ikke var klar over. Resolut sendte hun virksomheden en mail, hvor hun opsagde abonnementet. På trods af at hun gjorde det inden for de 14-dages fortrydelsesret, der gælder ved næsten alle online-handler, modtog hun alligevel produkt og regning en uge efter. Tal fra Forbruger Europa viser, at mange andre står i samme situation:

”Antallet af henvendelser fra forbrugere, der troede de bestilte en prøvepakke på kosttilskud, men i stedet bliver opkrævet for et abonnement, er steget markant henover den seneste tid,” siger leder i Forbruger Europa, Lars Arent.

Overvejede at betale

Mona Madsen sendte produkterne retur og gjorde virksomheden bag opmærksom på, at hun ikke var enig i deres krav og ikke ville betale, men kravet blev fastholdt. Hun fik flere rykkere – også fra et inkassofirma. Hun forklarede også dem situationen, men rykkerne fortsatte alligevel – nu med gebyr:

”Jeg havde ondt i maven og var bekymret for, om der nu kom endnu en rykker. Jeg overvejede også bare at betale, men følelsen af, at det her, det var helt forkert, fyldte for meget,” siger hun.

Da hun talte med Forbruger Europa, blev hun klar over, at hun havde gjort alt det, hun skulle og derfor som udgangspunkt ikke behøvede at bekymre sig:

”Jeg fik at vide, at så længe jeg skriftligt kunne dokumentere, at jeg havde fortalt virksomheden, at jeg ikke var enig, kunne jeg tage det roligt.”

Parkér bekymringerne

Hverken virksomhed eller inkassofirma må sende dig rykkere, hvis du har gjort opmærksom på, at du ikke er enig i kravet. Sørg for, at du kan dokumentere, at du har kontaktet virksomheden, og send også en kopi til inkassofirmaet.

Og lad være med at lade dig skræmme at inkassokravet:

”I sager som Monas lukrerer virksomhederne ofte på, at folk bliver nervøse og betaler. Derfor skal vi sætte fokus på, at virksomheden ikke kan blive ved med at kræve gebyrer eller sende dig i RKI, når du har oplyst dem, at du ikke har accepteret, at der var tale om et abonnement. De skal kunne bevise, at du har været tydeligt oplyst. Og det kan de sjældent.”  

I Mona Madsens sag endte virksomheden med at anerkende, at hun ikke skulle betale, og de slettede hende fra deres liste og lukkede sagen.

Værd at vide, hvis du havner i en abonnementsfælde:

  1. Du har næsten altid 14 dages fortrydelsesret, når du foretager et online-køb. (Undtagelserne kan fx være, når du køber et hotelophold eller en feriebolig online).
  2. Lad være med at betale en opkrævning medmindre, du er blevet gjort tydeligt opmærksom på beløbet inden, du gav dine oplysninger.
  3. Klag til virksomheden og inkassofirmaet. Sørg for, at du kan dokumentere din klage.
  4. Hvis virksomheden hæver penge på et betalingskort uden din accept, kan du klage til din bank.
  5. Kontakt Forbruger Europa, hvis du har spørgsmål om dine rettigheder eller ikke kan komme i dialog med virksomheden.
  6. Klag til Politiets Administrative Center, hvis du ikke mener, at inkassofirmaet overholder inkassolovgivningen: Hvis de fx bliver ved med at sende dig rykkere, selvom du har gjort dem opmærksom på, at du har lavet en indsigelse.

Læs mere: https://forbrugereuropa.dk/kob-af-varer-og-ydelser/abonnementer/

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.

Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.

Se tidligere udsendte nyhedsbreve