Nyheder

10 måder at undgå kopivarer på nettet

Nettet er fyldt med kopivarer, der kan være til fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed, fordi varerne er af ringere kvalitet end originalvaren. En ny rapport fra Forbruger Europa netværket sætter fokus på, hvordan forbrugere kan undgå kopier, når de handler på nettet.

Tidligere var det typisk luksuriøse mærkevarer, der blev kopieret. I dag bliver alle slags varer kopieret, eksempelvis kosmetik, legetøj, lægemidler samt reservedele til biler.

Det er let for sælgere at komme af med kopivarer via nettet. Ofte sælges kopien som værende original, og det er et dårligt køb for forbrugeren.

Der bliver ikke ført eventuelle lovpligtige tilsyn med kopier, og de opfylder ofte ikke samme sundheds- og sikkerhedsmæssige krav, som originalen. Derfor kan de være til fare for forbrugerens sundhed og sikkerhed.

Det danske Forbruger Europa kontor modtager jævnligt klager fra forbrugere, der ubevidst har købt kopivarer. I andre tilfælde har forbrugeren købt kopivarer bevidst, men varen er blevet konfiskeret i tolden eller forbrugeren er utilfreds med kvaliteten.

For at hjælpe forbrugere med at undgå kopivarer, har Forbruger Europa netværket udgivet en rapport om forbrugernes rettigheder ved køb af kopivarer på nettet.

Læs rapporten på engelsk: The impact of counterfeiting on online consumer rights in Europe

10 tips til at opdage en kopi

  1. Vær på vagt over for søgeresultater, hvor søgemaskinens beskrivelse af et website indeholder produktnavne efterfulgt af lokkende udtryk som "billig" eller "gratis fragt".
  2. Få sælgerens identitet og kontaktoplysninger bekræftet. Indtast sælgerens websiteadresse på fx WHOIS, DENIC eller AFNIC og tjek, om deres registreringer stemmer overens med oplysningerne på sælgerens website.
  3. Læs andre kunders anmeldelser af websitet.
  4. Bekræft ægtheden af en mærkningsordning. Det kan du gøre på mærkningsordningens eget website, fx fremgår alle e-mærkede butikker af e-mærkets eget website.
  5. Tjek om det originale varemærke har en liste over de officielle forhandlere på deres website, og om de har registreret falske websites.
  6. Sammenlign priserne med den officielle netbutik. Stol ikke på websites, der tilbyder ekstremt attraktive tilbud på nettet.
  7. Sammenlign det officielle logo med logoet på websitet, hvis du er i tvivl om varens ægthed.
  8. Læs de generelle salgsbetingelser og kontrollér, at de som minimum overholder forbrugerrettighederne.
  9. Pas på websites med dårligt design og sprog, eller websites med mangelfuld illustration af varerne.
  10. Betal altid med betalingskort, og undgå at overføre penge til sælgeren.

Hvis du allerede har modtaget en kopivare

Spørg din kortudsteder, om de kan tilbageføre din betaling, hvis du har betalt med betalingskort. 

Kontakt det originale varemærke og informer om websitet, der sælger kopivarer. Måske er det originale varemærkets rettigheder krænket, og de vil retsforfølge sælgeren af kopivarer.

Du kan i visse tilfælde indgive en politianmeldelse, hvis du er udsat for svindel med kopivarer.

Hvis du har problemer med en kopivare, der er købt i et andet EU-land, kan Forbruger Europa hjælpe dig med din klage.

Læs mere: Regler for køb af kopivarer og Risiko ved køb af kopivarer

Hvad er Forbruger Europa?

Forbruger Europa er et europæisk netværk, der vejleder forbrugere om deres rettigheder og hjælper, hvis der opstår et problem med en sælger i et andet EU-land. Der er et Forbruger Europa kontor i hvert EU-land samt Norge og Island. Forbruger Europa i Danmark er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.

Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.

Se tidligere udsendte nyhedsbreve