Nyheder
Bliv ikke forført af billig elektronik på ferien!
Flere danske turister udsættes for dyre fiduser, når de køber elektronik på De Kanariske Øer. Svindlerne bruger billige kameraer og tablets som lokkemad. Disse tilbud kan dog ende med at koste danske turister titusindvis af kroner.
Elektronikbutikker med uhørt gode priser på kendte mærkevarer lokker danske turister indenfor. Butikkens udspekulerede og manipulerende sælgere udspiller en scene, hvor danskere bliver forvirrede og forblændede af de utrolige tilbud. Ubevidst ender de med at godkende store betalinger på deres kreditkort.
Et scenarie kan være, at danske turister på Tenerife bliver mødt af en meget opmærksom sælger i butikken, som hurtigt finder den ønskede vare, fx en tablet. Ofte lover sælgeren en garanti, hvor forbrugeren kan reklamere i en dansk landsdækkende kæde af elektronikbutikker, hvis der opstår problemer med varen. Sælgerne tilbyder dernæst supplerende produkter eller ydelser – måske endda uden ekstra beregning.
Forbrugeren bliver typisk vildledt under betalingen, når kreditkortet skal indlæses i betalingsterminalen. Sælgeren skaber en situation som stresser forbrugeren, mens han accepterer og godkender transaktionen.
Får ingen kvittering i butikken
Typisk kan sælgeren ikke udlevere købsbevis efter betalingen. Butikkens kasseapparat er fx lige løbet tør for bon, så forbrugeren må forlade butikken uden dokumentation for sit køb. Kvittering og garantibevis vil blive eftersendt til hans adresse i Danmark.
Tilbage i Danmark, hvor forbrugeren vil bruge sin nye tablet, er der ingen internetforbindelse som lovet. Når forbrugeren vil bruge garantien og henvender sig i sin lokale elektronikbutik, så bliver han afvist. Den danske butikskæde forhandler slet ikke den pågældende tablet og internetforbindelse, og kender heller ikke til den omtalte garanti. Dokumenterne på købet dukker heller aldrig op, imidlertid kan forbrugeren se, at butikken på Tenerife har hævet anseelige beløb på hans kreditkort. Beløb der tilmed er større end de oplyste priser.
Nu er forbrugerens problem, at han ikke kan bevise, hvad han har købt og til hvilken pris. Ikke desto mindre har han indtastet sin pinkode, og dermed accepteret transaktionerne.
Er pengene så tabt?
Selv om forbrugeren åbenlyst oplever, at han har været udsat for et fupnummer. Så er muligheden for at råde bod på situationen vanskelig. Pengene er formentlig tabt, hvis han har brugt sin PIN-kode. Medmindre han kan dokumentere, at sælgeren har hævet mere end de har aftalt. Har forbrugeren ikke en kvittering, kan han imidlertid ikke dokumentere, hvad der er aftalt.
Hvis han kan dokumentere, at sælgeren har hævet mere end aftalt, så kan han gøre indsigelse over for sin bank, der kan tilbageføre det uretmæssige hævede beløb.
Gode råd
- Forlad aldrig butikken uden en bon, kvittering og anden skriftlig dokumentation på, hvad I har aftalt. Selve garantibetingelserne kan sagtens sendes efterfølgende alligevel. Det kunne fx stå i aftalen
- Aftal, at du kommer ned i butikken og autoriserer kortbetalingen, EFTER butikken har gjort dokumenterne klar
- Undersøg selv, om sælgeren har en aftale med en kædebutik i Danmark, stol ikke på sælgerens ord
- Føler du dig usikker eller utryg så forlad butikken. Tilbuddet er der også i morgen
- Husk, der er ingen fortrydelsesret på køb i butik, så bordet fanger!
Hvad er Forbruger Europa?
Forbruger Europa er et europæisk netværk, der vejleder forbrugere om deres rettigheder og hjælper, hvis der opstår et problem med en sælger i et andet EU-land. Der er et Forbruger Europa kontor i hvert EU-land samt Norge og Island. Forbruger Europa i Danmark er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Forbruger Europas nyhedsbrev
Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.
Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.