Hvordan kommer jeg hjem, hvis rejsebureauet går konkurs under min rejse?
Rejsebureauer, der sælger pakkerejser i EU-lande samt Norge og Island, er forpligtede til at stille garanti i tilfælde af konkurs og insolvens, så deres kunder kan blive transporteret hjem.
Men der kan være forskellige ordninger fra land til land. Derfor er det en god idé inden købet at spørge rejsebureauet om hvilken dækning, der gælder for netop din rejse.
Hvis rejsebureauet hører hjemme uden for EU/EØS-området, kan du ikke være sikker på, at der findes en rejsegarantiordning. Du kan derfor risikere, at du selv må arrangere og betale hjemrejsen, hvis rejsebureauet går konkurs under din rejse.
Gode råd
- Vælg et rejsebureau, der er tilsluttet en garantiordning, hvis du vil være sikret hjemtransport ved konkurs
- Sørg for, at du ved køb af rejsen modtager information om, hvordan du skal forholde dig, hvis rejsebureauet går konkurs
- Læs mere hos den danske rejsegarantifond.