Udlejningsfirmaet kræver 40 Euro i gebyr for at formidle en fartbøde – skal jeg betale?
Det er op til dig at sætte dig ind i de færdselsregler og øvrig relevant lovgivning, der gælder i det land, du besøger. Du kan ikke undskylde dig med, at du ikke vidste, at der var regler om fx miljøzoner i det land, hvor du kørte i en lejet bil.
Hvis du, mens du har lejet en bil, bliver taget i fx en fartkontrol eller kører i en miljøzone, vil dette blive registreret på bilen.
Når politiet kontakter biludlejeren, vil biludlejeren eventuelt videreformidle dine kontaktoplysninger til myndigheden.
Får du et gebyr, skal du være opmærksom på disse forhold:
- En biludlejer må gerne tage et administrationsgebyr for at videreformidle bøder fra fx politiet til lejeren af bilen. Der er ingen regler for gebyrets størrelse, men det må ikke være urimeligt højt
- Der er ikke nogen frist for, hvor hurtigt biludlejeren skal sende kravet om betaling af administrationsgebyr til lejeren, men det bør ske hurtigst muligt
- Hvis du får flere bøder eller afgifter fra betalingsanlæg, kan biludlejeren tage et gebyr for hvert forhold
- Selvom du modtager administrationsgebyret flere måneder efter du har betalt bøden, kan det være en reel opkrævning, som du skal betale
- Du kan også opleve, at biludlejeren kræver administrationsgebyret, før du modtager selve fartbøden fra politiet.
Hvis du mener, administrationsgebyret er urimeligt højt, eller der er taget for mange gebyrer, kan du klage til biludlejeren. Hvis I ikke kan finde en løsning, så kan du kontakte Forbruger Europa, der tilbyder gratis vejledning og klageadgang.
Det italienske Forbruger Europa har lavet en folder om miljøzoner og trafikforseelser i Italien. Der findes bl.a. information om:
- Biludlejeres håndtering af bøder
- skiltning ved miljøzoner
- tilladelse til miljøzoner samt
- klagemuligheder og -frister.