Hvordan får jeg et inkassofirma til at stoppe med at sende rykkere efter jeg har opsagt mit abonnement?

Modtager du en uberettiget opkrævning fra et inkassofirma eller en advokat i et andet land, skal du sørge for at gøre indsigelse på skrift til både sælgeren og til inkassofirmaet. Du skal oplyse, at du ikke kan acceptere kravet. Har du modtaget en bekræftelse på opsigelse af abonnement, skal du vedhæfte bekræftelsen.

Når du har gjort indsigelse, må inkassofirmaet ikke sende dig flere rykkere. Hvis inkassofirmaet derefter vil forfølge kravet mod dig, skal de gå til en dansk domstol – men det gør de ofte ikke.

Det er vigtigt, at du ikke er passiv, men reagerer så hurtigt du kan, når du har modtaget opkrævningen.

Får du et krav, som kan være korrekt, men ønsker du at klage, så bed selskabet om at oplyse, hvordan du skal klage.

Du kan opleve, at en virksomhed med filialer i både Danmark og et andet land sender et inkassokrav. I de tilfælde skal du sende din skriftlige indsigelse til begge filialer. Husk at dokumentere din indsigelse, fx ved at tage et skærmbillede, inden du trykker på send.

I Danmark er forældelsesfristen tre år. I andre lande kan fristen være længere.

Hvis du alligevel fortsat modtager rykkere, kan du oprette en klage ved Forbruger Europa, hvis der er tale om en virksomhed i et andet EU-land, Norge eller Island. Læs mere på forbrugereuropa.dk.

Hvis du føler dig chikaneret eller presset af et firma, der fx hyppigt ringer til dig og fremsætter et krav, kan du melde firmaet til Rigspolitiet.

Hvis det er et dansk firma, kan du melde dem til Forbrugerombudsmanden på forbrugerombudsmanden.dk.