Rejser og ferier

Dine rettigheder, når dit fly bliver forsinket

Kend dine rettigheder og muligheder for forplejning, hotel, erstatning, kompensation mv., når dit fly er forsinket.

Hvis dit fly bliver forsinket, skal flyselskabet orientere dig om dine rettigheder. Er der tale om en pakkerejse, kan du med fordel også kontakte din rejsearrangør for at høre nærmere om dine rettigheder og mulighederne for at fortsætte rejsen med så lille forsinkelse, som muligt.

Dine rettigheder ved forsinkelser afhænger af, hvor langt du skulle flyve og forsinkelsens varighed. Du kan blandt andet have ret til forplejning, transport m.m., mens du venter, samt yderligere kompensation for de gener, forsinkelsen har medført.

Det har du ret til, mens du venter

 Når dit fly er forsinket, har du ret til mad og drikke, hvis:

  • Afgangen er forsinket i mindst to timer, og flyvningen er på under 1.500 km.
  • Afgangen er forsinket i mindst tre timer, og flyvningen er over 1.500 km. inden for EU, og for flyvninger mellem 1.500 og 3.500 km uden for EU
  • Afgangen er forsinket mindst fire timer, og flyvningen er længere end 3.500 km. uden for EU

Hvis det bliver nødvendigt at overnatte på grund af forsinkelsen, skal flyselskabet også tilbyde dig en hotelovernatning og transport mellem hotel og lufthavn.

Ved en forsinkelse på mindst fem timer, kan du vælge at afbryde rejsen og få refunderet billetprisen.

Hvis du kontakter flyselskabets personale i lufthavnen, og du ikke får hjælp, kan du selv købe forplejning og – hvis nødvendigt – hotelovernatning. Husk at gemme alle kvitteringer, så du efterfølgende kan bede flyselskabet om at refundere dine rimelige udgifter vedrørende forsinkelsen.

Du kan have ret til i kompensation, hvis du er forsinket mindst tre timer 

Afstand til slutdestination

Kompensation

Inden for EU

 

Flyvninger under 1.500 km

250 Euro

Flyvninger over 1.500 km

400 Euro

Uden for EU

 

Flyvinger under 1.500 km

250 Euro

Flyvninger mellem 1.500-3.500 km

400 Euro

Flyvinger på mere end 3.500 km 

600 Euro

 

I visse tilfælde kan flyselskabet desuden nedsætte din kompensation med 50%, hvis du bliver omlagt til en anden flyvning. Dette afhænger af, hvor langt du flyver, og hvor hurtigt du kommer frem.

Flyselskabet skal udbetale din kompensation kontant eller ved overførsel til din konto eller dit kreditkort. Hvis flyselskabet ønsker at udbetale kompensationsbeløbet som vouchers eller andre tjenester, så skal du give din accept af dette på skrift.

Undtagelser til retten til kompensation

I rigtig mange tilfælde skyldes forsinkelser forhold, som flyselskabet har indflydelse på og derfor er ansvarlige for.

Men der er også forhold, som flyselskabet ikke har indflydelse på, såkaldte usædvanlige omstændigheder.

Du har ikke krav på kompensation, hvis forsinkelsen skyldes usædvanlige omstændigheder, fx:

  • Krig eller terror
  • Vejrforhold, der forhindrer flytrafikken i at blive afviklet
  • Visse typer strejker
  • Tekniske fejl (kan kun i meget sjældne tilfælde udgøre en usædvanlig omstændighed).

Uanset hvad, så skal flyselskabet holde dig orienteret om situationen og dine rettigheder og muligheder for ombooking til en anden flyvning mv.

Du har også ret til erstatning for eventuelle udgifter

Der kan være ekstra udgifter på grund af forsinkelsen, som du kan have ret til at få erstattet, også selvom du har modtaget  kompensation fra flyselskabet.  

Eksempler på ekstraudgifter:

  • Hjemtransport, som du selv bliver nødt til at sørge for, hvis flyselskabet ikke gør det (fx fly, tog eller bus)
  • Overnatning
  • Forplejning
  • Andre rimelige nødvendige udgifter

Du skal henvende dig direkte til flyselskabet med dit krav. Sørg for dokumentation i form af kvitteringer, bookingbekræftelser, kontoudtog mv.

Gode råd, hvis dit fly er forsinket

  • Kontakt flyselskabet og eventuel rejsearrangør, og bed om vejledning og information
  • Hvis du skal bruge en klageformular på flyselskabets hjemmeside, så tag et foto eller et skærmprint, inden du trykker send. Så kan du dokumentere din klage
  • Sørg for at gemme kvitteringer for dine udgifter
  • Undersøg, om din rejseforsikring dækker
  • Send en skriftlig klage til flyselskabet hurtigst muligt 
  • Kontakt Forbruger Europa for at få gratis hjælp, hvis flyselskabet afviser dit krav

Få hjælp til din klage

Hvis det ikke er muligt at finde en løsning med flyselskabet om forsinkelsen, eller er du utilfreds med flyselskabets afgørelse, kan du klage til Forbruger Europa.

I visse tilfælde kan du klage gennem Trafikstyrelsen. Læs mere på flypassager.dk

 

Ofte stillede spørgsmål

Vil du klage over din flyrejse, er det vigtigt, at du hurtigst muligt efter flyrejsen klager til det rejsebureau eller flyselskab, der har solgt dig billetten. Gør du ikke det, kan du risikere at miste dit krav.

Kan du ikke finde en løsning med sælgeren, kan du kontakte Forbruger Europa for vejledning, hvis sælgeren af flyrejsen hører hjemme i EU, Island eller Norge.

Læs mere om Forbruger Europa her

I visse tilfælde kan du klage gennem Trafikstyrelsen. Læs mere på flypassager.dk

Tjekliste

  • Klag til sælgeren hurtigst muligt
  • Hvis du skal udfylde en klageformular på hjemmesiden, så tag et skærmprint, inden du trykker send, så du kan dokumentere din klage
  • Gem alle kvitteringer for eventuelle udgifter, du vil have dækket
  • Kontakt Forbruger Europa, hvis sælgeren afviser din klage.

Hvis du vil være sikker på, at flyselskabet imødekommer dit krav om kompensation, bør du klage hurtigst muligt efter en forsinkelsen.

Dit krav på kompensation vil i Danmark som udgangspunkt være forældet tre år efter, at dit fly var forsinket. Der kan gælde andre forældelsesregler i andre lande.

Du kan også risikere at miste din ret til kompensation, hvis du forholder dig passivt. Der kan være tale om passivitet, hvis du ved, du har krav på kompensation, men undlader at gøre dit krav gældende.

Hvis flyselskabet afviser dit krav, kan du kontakte Forbruger Europa og få afklaret dine rettigheder og videre muligheder.

Opstår der en forsinkelse ved en mellemlanding, hvor det er to forskellige flyselskaber, du rejser med henholdsvis før og efter mellemlandingen, så er det flyselskabet på den afgang, hvor forsinkelsen opstår, som du skal henvende dig til med krav om erstatning og evt. kompensation.

Flyver du fx fra Billund til New York og mellemlander i Paris, og er det afgangen fra Paris, der bliver forsinket, så er det flyselskabet, som er ansvarlig for denne del af rejsen fra Paris til New York, du skal klage til. Det gælder også, selvom det var det andet flyselskab, du har købt rejsen hos.

Det er flyselskabet, der skal transportere dig, der har ansvaret for, at du når frem til din destination til tiden. I rigtig mange tilfælde skyldes forsinkelser forhold, som flyselskabet har indflydelse på og derfor er ansvarlige for.

Men der er også forhold, som flyselskabet ikke har indflydelse på, såkaldte usædvanlige omstændigheder.

Du har ikke krav på kompensation, hvis forsinkelsen skyldes usædvanlige omstændigheder, fx:

  • Krig eller terror
  • Vejrforhold, der forhindrer flytrafikken i at blive afviklet
  • Visse typer strejker

Uanset hvad, så skal flyselskabet holde dig orienteret om situationen og dine rettigheder og muligheder for ombooking mv.

Det er altid en god idé at klage til både flyselskab og bookingportal. Det, der afgør, hvem der er den egentlige sælger, det er, hvor du købte flybilletten:

Sendte bookingportalen dig blot videre til flyselskabets hjemmeside, så du købte billetten hos flyselskabet, eller gennemførte du købet direkte på bookingportalens hjemmeside? Hvis du købte flybilletten på bookingportalens hjemmeside, så er det dem, du har indgået aftalen med, og så skal du klage til dem.

Det bør altid fremgå af aftalebetingelserne, hvem du kan klage til, hvis der opstår problemer.

Hvis du ikke når et forbindelsesfly, afhænger dine rettigheder af, hvordan du har købt din billet.  

Hvis du har købt billetterne separat

Hvis du selv sammensætter din rejse med separate billetter fra forskellige flyselskaber, er du som udgangspunkt selv ansvarlig for, at der er tid nok til at foretage omstigning under mellemlandinger.

Du kan se, om der er tale om separate billetter ved at tjekke billetnumre eller booking/PNR-numre på billetterne. Er numrene forskellige, så er der tale om separate billetter. Det betyder, at det første flyselskab ikke er forpligtet til at hjælpe dig videre, hvis en forsinkelse betyder, at du ikke når forbindelsesflyet. Du kan dog stadig have krav på kompensation i visse tilfælde.

Selvom du booker rejsen i én omgang via fx en bookingportal, kan der sagtens være tale om separate billetter.

Hvis du har købt én samlet billet

Når du har købt én samlet billet med en indlagt mellemlanding, er flyselskabet/rejsearrangøren ansvarlig for at hjælpe dig videre på rejsen, hvis du ikke har tid nok til at foretage omstigningen under din mellemlanding.

Det kan ske, at du ved check-in kun får udleveret boarding pass til den første del af din rejse, selvom du har købt en samlet billet. Under mellemlandingen skal du have udstedt et boarding pass fra flyselskabet eller ved en transfer desk i lufthavnen, men ikke fra check-in skranken.

Hvis du har haft udgifter på grund af problemer under mellemlandingen, fx køb af nye billetter eller mistede hotelovernatninger på ankomststedet, kan du have ret til erstatning.

Tjekliste

  • Læs altid mails fra din rejsearrangør og / eller flyselskabet
  • Klag til dit rejsebureau og / eller flyselskab, når du bliver opmærksom på ændringer
  • Sørg for, at du har tid til at nå dit forbindelsesfly, hvis du selv sammensætter din flyrejse