Nyheder

Ferien er slut. Men hvor er kufferten?

Sommerferien er slut for mange danskere, men for nogle er rejsen ikke helt ovre endnu. Hvert år oplever flypassagerer, at deres bagage bliver forsinket, beskadiget eller helt forsvinder under flyrejsen - og så er det vigtigt at vide, hvad man skal gøre.

Står du ved bagagebåndet, og din kuffert ikke dukker op, bør du reagere med det samme. Anmeld problemet til flyselskabet eller lufthavnens bagageservice og udfyld en såkaldt Property Irregularity Report (PIR), inden du forlader lufthavnen. 

Husk: Jo hurtigere, du anmelder manglende bagage, jo hurtigere kan flyselskabet forsøge at finde den. 

Er bagagen forsinket på udrejsen, kan du købe nødvendige ting som undertøj og toiletsager og få udgifterne dækket af flyselskabet. Husk at gemme kvitteringerne. Er bagagen derimod forsinket på hjemrejsen, gælder der andre regler, og her kan det også være en god idé at undersøge, om din forsikring kan hjælpe. 

Er bagagen væk i mere end 21 dage, betragtes den som forsvundet, og du har krav på erstatning.

Er din bagage blevet beskadiget?

Du bør anmelde skaderne til flyselskabet eller lufthavnspersonalet hurtigst muligt og senest syv dage efter, du modtog den ødelagte bagage.

Du kan allerede ved ankomsten henvende dig til dit flyselskab eller flyselskabets handling agent i lufthavnens ankomstområde og udfylde en Property Irregularity Report (PIR).

Flyselskabet skal dække dine udgifter til reparation af det ødelagte indhold eller køb af ny kuffert, hvis den ikke kan repareres.

Gode råd, hvis bagagen driller

  • Anmeld straks problemet og få lavet en PIR-rapport hos flyselskabet eller lufthavnspersonalet. 
  • Gem boardingkort, bagagekvittering og anden dokumentation.
  • Gem kvitteringer for nødvendige indkøb.
  • Undersøg, om din rejse- eller indboforsikring dækker.
  • Overhold fristerne for at klage eller kræve erstatning.

Læs mere om dine rettigheder ved mistet, forsinket eller beskadiget bagage her.

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.

Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.

Se tidligere udsendte nyhedsbreve