Nyheder
Dét var forbrugerne mest optagede af i 2023
Hver dag arbejder vi for at hjælpe dig, når du handler og rejser uden for Danmark. Se, hvilke af Forbruger Europas nyheder, som flest danske forbrugere læste sidste år.
1. ”Advarer andre billejere om at skrive under”
Birger havde forudbetalt en lejebil i Malaga. Da han skulle hente bilen, kunne han ikke få den udleveret før, han betalte et såkaldt depositum og skrev under på en spansk kontrakt. Det resulterede i, at han endte med at betale for forsikringer, han allerede havde betalt til at starte med. Men underskriften fanger:
"Når du har skrevet under på en kontrakt med biludlejeren om fx køb af ekstra-forsikringer, kan vi ikke gå videre med et krav over for udlejningsvirksomheden. Det er altid frustrerende, når vi ikke kan hjælpe forbrugere, der jo i bund og grund har gjort alt efter bogen: De har forudbestilt og betalt for en bil med forsikring og ender alligevel med at blive snydt,” siger jurist i Forbruger Europa, Claudia Lander Selck.
Læs mere om Birgers oplevelse, og få tips til at leje bil.
2. "Du er ikke alene – Sådan gør du, hvis du modtager inkassokrav fra en datingside"
I 2023 fik vi rekordmange sager, hvor danskere føler sig snydt af udenlandske datingsider.
”Forbrugerne oplever at blive opkrævet for beløb, de aldrig har accepteret, og de kan ikke komme i dialog med datingsiden og få stoppet regningerne og det ufrivillige medlemskab. Men vores tal viser også, at det ikke er alle forbrugere, der søger hjælp. Og det lukrerer datingsiderne på,” siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent.
"Derfor er det vigtigt, at vi sætter fokus på udfordringerne og måske også får beroliget forbrugerne: Andre står i samme situation, og du kan altid få hjælp."
Læs mere, og få gode råd til, hvad du gør, hvis du modtager krav fra en datingside.
3. "Undgå at billejen spolerer feriehyggen"
Hvert år oplever mange danskere problemer med billejen, og 2023 var ingen undtagelse. Som regel handler henvendelserne om, at forbrugerne bliver opkrævet flere penge, end de havde forventet. Men det er ikke i orden:
”Man skal kunne regne med den aftale, man har indgået på forhånd. Men det kan være svært at klage, fx fordi udlejningsselskabet ikke er med i billejeklagenævnet, fordi forbrugerne allerede har skrevet under eller fordi, der ofte er tredjeparter i spil som fx en bookingportal. Derfor er det en god idé at følge nogle råd og forberede dig hjemmefra, når du skal leje bil,” siger Lars Arent.
4. "Booking af flybilletter kan byde på overraskelser"
Når rejsen kræver mellemlandinger, er det ikke alle, der er opmærksomme på, om de via billetformidleren booker billetter, der karakteriseres som ’egentransfer’, ’selftransfer’ eller ’non-protected transfers’. Det betyder, at du køber separate enkeltbilletter til hver afgang, og derfor selv er ansvarlig for din rejse. Det kan blive dyrt:
”Udfordringen med såkaldte ’egentransfer’-billetter opstår, hvis et fly bliver aflyst eller forsinket. Så er det dit problem, at du ikke når det næste fly. Du risikerer derfor at hænge på udgiften til den flyrejse, du missede, og du skal også selv betale for en ny billet og andre udgifter, fx hotelovernatning.”
5. "Forbruger Europa i Danmark og Norge advarer: Mange tror de får en prøvepakke på kosttilskud - ender op med store inkassokrav"
2023 var også året, hvor vi fik rekordmange sager fra danskere, der troede de bestilte en prøvepakke på et kosttilskud, men i stedet endte med et abonnement.
”Forbrugerne fortæller, at de har svært ved at få kontakt til virksomheden bag, og samtidig føler de sig presset til at betale, fordi de modtager flere pakker og rykkere. Det er ikke i orden,” siger Lars Arent.
Få tips til, hvad du gør i den situation.
Forbruger Europas nyhedsbrev
Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.
Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.