Nyheder
World Comsumer Rights Day: Fem gode råd, når du betaler på nettet
Vi giver dig tips, så du trygt kan betale, når du handler på nettet – og spare penge.
1. Vær opmærksom på, om der er skjulte gebyrer, hvis du vælger "Køb nu, betal senere"
Det kan være fristende at udskyde regningen og vælge "køb nu, betal senere", når den digitale indkøbskurv er fyldt med varer.
Det er dog vigtigt at vide, at den betalingsmetode er en slags låneaftale, der kan være forbundet med risici. Vær derfor ekstra opmærksom på aftalens vilkår, og om du bliver pålagt flere gebyrer, hvis du for eksempel ikke betaler i tide.
2. Lad dig ikke narre af marketingtricks
Nogle webshops bruger marketingtricks, der er designet til at overtale os til at købe en vare. Og mange kan nok genkende adrenalinen, når udsagn som "Kun 50% rabat i dag" eller ”40 andre kigger på denne vare”, popper frem på skærmen.
Når du gennemskuer disse tricks, kan det betyde, at du ikke lader dig presse til et evt. køb, som du efterfølgende fortryder. Vi anbefaler, at du tager dig god tid og sammenligner priser og alternativer, inden du foretager dit køb.
3. Dobbeltlås din mobile wallet
Mange af os kan ikke længere huske vores PIN-kode, fordi kontantløs betaling med enten kort eller mobil har vundet stort indpas. I udgangspunktet er din mobile wallet også sikker, da data er krypterede og derfor ikke kan ses af andre. For en sikkerheds skyld vil det alligevel være en fordel af vælge to-faktor-autentificering, så du for eksempel beskytter din wallet med en ekstra adgangskode.
4. Overvej, hvordan du betaler
Webshops tilbyder forskellige betalingsmetoder, der hver især har fordele og ulemper:
Hvis du betaler med en faktura, behøver du ikke oplyse dine bankoplysninger til virksomheden. Til gengæld er der risiko for, at tiden løber fra dig, og du ikke får betalt i tide.
I udgangspunktet kan du godt bruge betalingstjenester som PayPal og Klarna, men hvis der opstår problemer, kan det gøre dialogen mere svær, at der er en ekstra part involveret ud over dig og virksomheden.
Dit kreditkort er sikkert, og din bank kan i mange tilfælde hjælpe dig med at få dine penge tilbage, hvis varen ikke dukker op, eller der har været tale om svindel.
5. Undersøg priserne hele året
Når priserne pludselig styrtdykker i forbindelse med ekstraordinære udsalg, er det ikke altid hele sandheden. Nogle webshops hæver nemlig priserne blot for at sænke dem igen og markedsføre tilbuddet.
Det er derfor en god idé at være opmærksom og sammenligne priser på din drømmevare hele året. Du kan også få prisadvarsler ved hjælp af gratis online-værktøjer.
Forbruger Europas nyhedsbrev
Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.
Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.