Nyheder

Flere klager over biludlejning

Antallet af forbrugere, der klager over billeje i Europa, er steget med 40 % de seneste tre år, viser tal fra de nordiske Forbruger Europa kontorer. De mest almindelige problemer er ekstra udgifter til forsikring eller efterbetaling af skader på bilen.

Flere og flere forbrugere klager over uventede udgifter, når de lejer en bil i Europa. Over de seneste tre år har 40 % flere forbrugere kontaktet de nordiske Forbruger Europa kontorer netop på grund af problemer med billeje. Forbruger Europa er et europæisk netværk, der vejleder forbrugere om deres rettigheder og hjælper, hvis der opstår et problem med en sælger i et andet EU-land.

Det mest almindelige problem, er, at billejen blev dyrere end forbrugeren havde accepteret under booking af bilen. Ofte skal forbrugeren købe en ekstra forsikring på stedet for at kunne få bilen udleveret. Det kan også skyldes, at biludlejeren opkræver betaling for skader på bilen, efter forbrugeren har afleveret bilen.

Det er ikke i orden, at billejen bliver dyrere end forbrugeren har accepteret under bookingen. Man skal kunne regne med den aftale, man har indgået på forhånd.  Hvis man bliver mødt med nye krav, når man henter bilen, så vælg et andet biludlejningsfirma. Hvis det ikke er muligt, så betal de opkrævede gebyrer, men få det indskrevet i kontrakten, at du er uenig i beløbet. Send straks en klage til selskabet,
siger Lars Arent, leder af det danske Forbruger Europa kontor.

5 tips til biludlejning

1. Tjek hvad der er inkluderet i prisen

Læs omhyggeligt i betingelserne, hvad der er inkluderet i prisen, og sammenlign betingelserne hos forskellige udlejningsfirmaer inden booking. Nogle udlejningsfirmaer tilbyder en lav basispris, men meget dyre tilvalg, mens andre har disse tilvalg medregnet i basisprisen. Noget så simpelt som førerens alder og antallet af førere kan påvirke prisen, hvis de regnes som et tilvalg.

2. Forstå kontrakten inden du underskriver

Selvom du har booket bilen på nettet, så underskrives den reelle kontrakt først, når du afhenter bilen hos biludlejningsfirmaet. Tag dig tid til at læse kontrakten og gemme kopier af alle dokumenter, du underskriver. Du skal ikke underskrive kontrakten, hvis du ikke forstår den!

3. Kontroller forsikringsvilkårene inden du underskriver

Dette gælder også, hvis du har booket bilen online. Vær forberedt på, at biludlejningsfirmaet vil forsøge at sælge ekstra forsikring, når du afhenter din bil. Husk, at nogle af disse måske allerede er inkluderet i din rejseforsikring.

4. Betal med kreditkort

De fleste biludlejningsfirmaer kræver, at du betaler med kreditkort, hvor de kan reservere et depositum.  Derudover kan du kontakte din bank for hjælp med tilbagebetaling i tilfælde af et problem mellem dig og udlejningsbureauet.

5. Undersøg bilen ved udlevering og aflevering

Tjek bilen med en ansat fra biludlejningsfirmaet ved udlevering. Sørg for at få alle skader noteret, og anmod om en kopi af inspektionsrapporten. Når du returnerer bilen, skal du ligeledes sørge for at få en rapport om, hvilken tilstand bilen returneres i. Du kan supplere rapporten ved at tage billeder af bilen i forbindelse med både afhentning og aflevering. Så har du beviser og kan protestere, hvis udlejningsfirmaet opkræver efterbetaling for skader på bilen.

* I 2016 kontaktede 367 forbrugere de nordiske Forbruger Europa kontorer Danmark, Finland, Norge og Sverige på grund af problemer med udlejningsbiler. I 2015 var antallet af kontakter 293 og 2014, hvor antallet af kontakter var 263.

Hvad er Forbruger Europa?

Forbruger Europa er et europæisk netværk, der vejleder forbrugere om deres rettigheder og hjælper, hvis der opstår et problem med en sælger i et andet EU-land. Der er et Forbruger Europa kontor i hvert EU-land samt Norge og Island. Forbruger Europa i Danmark er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Forbruger Europas nyhedsbrev

Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.