Nyheder
EU-indsats sikrer bedre vilkår ved billeje
Forbrugere kan forvente mere gennemskuelige kontrakter og priser ved billeje i Europa, efter Europa-Kommissionen har haft særligt fokus på at håndhæve reglerne for biludlejning.
Har du prøvet at booke en lejebil på nettet, men blive opkrævet et større beløb end aftalt, da du skulle hente bilen hos udlejningsfirmaet? Det skete for 2000 forbrugere i Europa sidste år, som efterfølgende har klaget til Forbruger Europa netværket, der hjælper forbrugerne med klagesager mod erhvervsdrivende i EU.
En fordobling i antallet af klager over billeje fra 2010 til 2016 dokumenterede problemer med metoderne i biludlejningsbranchen. Det fik Europa-Kommissionen og forbrugermyndigheder i de enkelte EU-lande til at tjekke markedet for biludlejning nøje og i fællesskab kræve, at biludlejningsbranchen skulle overholde EU’s forbrugerlovgivning. Indsatsen har ført til, at branchens fem største selskaber har ændret og forbedret deres handelspraksis, kontraktvilkår og interne politikker efter dialogen med myndighederne.
Avis, Europcar, Enterprise, Hertz og Sixt har iværksat de forbedringer, som skal give forbrugere klar besked om, hvad prisen ved booking omfatter, fx forsikringsdækning. Desuden skal proceduren ved skader være transparent og mere fair over for forbrugeren.
"At billejen blev dyrere end man havde accepteret under bookingen, er også det hyppigste problem for de danskere, der klager over billeje hos os. Derfor har Kommissionen skabt et vigtigt resultat. Vi vil forsat arbejde for at sikre, at forbrugere i hele EU kan leje en bil og blive behandlet retfærdigt hos alle udlejere," siger leder af det danske Forbruger Europa kontor, Lars Arent.
Europa-Kommissionen og de nationale forbrugermyndigheder vil stadig overvåge markedet for biludlejning nøje. Kommissionen vil især fokusere på praksis hos andre biludlejningsfirmaer og bookingportaler. Alle spillere skal tilbyde den samme grad af oplysningspligt.
Fakta
De fem biludlejningsfirmaers nye retningslinjer medfører bl.a.:
- Klar procedure for benzinpåfyldning, hvor forbrugerne altid skal have mulighed for at få bilen med fuld tank og levere den tilbage med fuld tank.
- Prisen ved booking skal inkludere alle påregnelige udgifter. Eksempelvis skal vinterdæk være med i bookingprisen, hvis de er obligatoriske i det pågældende land.
- Lejekontraktens vigtigste betingelser skal formidles i et letforståeligt sprog, herunder kilometertal inkluderet i prisen, benzinpåfyldning, afbestillingsregler og depositum.
- Forbrugerne skal have klare oplysninger om priser på ekstraudstyr, tilkøbsforsikringer og selvrisiko.
- Klar procedure for kontrol af bilen ved skader, hvor forbrugerne skal have en begrundelse og dokumentation, før biludlejeren opkræver betaling. Forbrugeren skal se den originale regning for en reparation.
- Forbrugeren skal have mulighed for at gøre indsigelse ved eventuelle skader, før biludlejeren opkræver betaling.
Læs også:
Biludlejningsfirma får bøde på to millioner euro
Hvad er Forbruger Europa?
Forbruger Europa er et europæisk netværk, der vejleder forbrugere om deres rettigheder og hjælper, hvis der opstår et problem med en sælger i et andet EU-land. Der er et Forbruger Europa kontor i hvert EU-land samt Norge og Island. Forbruger Europa i Danmark er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Forbruger Europas nyhedsbrev
Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.