Nyheder
Rekord mange forbrugere klager over ferien
Aldrig har så mange forbrugere søgt hjælp til at klage over deres sommerferie hos Forbruger Europa.
Med 239 oprettede sager slog sommeren 2016 alle rekorder for ferieklager hos det danske Forbruger Europa kontor. Mistet bagage, forsinkede og aflyste fly, ekstraregninger på billeje eller problemer med hotel og pakkerejser er de hyppigste årsager til klager.
"Flyrejser er klart det område, vi modtager flest klagesager på. Ofte handler det om situationer, hvor passagerene ikke er blevet hjulpet, da deres fly var aflyst eller forsinket. Billeje er et andet stort klageområde. Typisk handler sagerne om, at udlejningsfirmaet presser forbrugerne til at betale for en ekstra forsikring. Et andet problem er, at forbrugerne bliver opkrævet penge for skader på en lejebil, de ikke selv mener, de er skyld i," siger leder af Forbruger Europa, Lars Arent.
Udover klagesagerne har adskillige danskere søgt hjælp og vejledning gennem Forbruger Europas informationskanaler. I juni, juli og august besvarede forbrugerjuristerne 694 henvendelser på telefon, chat og e-mail.
"Konkursen af et spansk rejsebureau tegner sig alene for 125 af henvendelserne, mens adskillige af de øvrige henvendelser drejer sig om problemer med forskellige flyselskaber," siger Lars Arent.
Klagestatistik for Forbruger Europa
Antal klagesager *
2013: 136 klager
2014: 143 klager
2015: 207 klager
2016: 239 klager
Top 5 sager *
1. Flyrejse inkl. bagage
2. Billeje
3. Indlogering fx hotel
4. Tekstil, skind, fodtøj
5. Pakkerejser
*perioden juni, juli og august
Om Forbruger Europa
Forbruger Europa er det danske kontor i et europæisk netværk, der vejleder forbrugerne om deres rettigheder og hjælper, når der opstår et problem med en sælger i et andet EU-land. Forbruger Europa er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Forbruger Europas nyhedsbrev
Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.
Når du tilmelder dig, giver du samtykke til, at vi sender dig vores nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig og derved trække dit samtykke tilbage. Se Forbruger Europas privatlivspolitik.