Nyheder
Black Friday: 4 tips til udsalg på nettet
Nogle har endnu ikke fået købt vinterjakken, mens andre måske vil kigge efter de første julegaver, når udsalgsdagene Black Friday og Cyber Monday løber af stablen. Få tips til et godt udsalg - også hvis du handler i andre EU-lande.
Tjek forskellige tilbud
Mange butikker markedsfører fabelagtige tilbud på Black Friday. Og det kan være svært at gennemskue, om et tilbud nu også er så godt, som butikken siger. Udnyt nettets muligheder, for at tjekke prisen, fx på prissøgemaskiner, hvor du kan gennemskue priser og tilbud. Måske er det bedste tilbud i Tyskland eller Sverige.
Prisfejl
Hvis netbutikken har skrevet en forkert pris på varen, så er den som udgangspunkt bundet af den pris, som du har købt varen til. Black Friday har så mange vilde tilbud, at det kan være ekstra svært at gennemskue en prisfejl, hvis fejlen er så åbenbar, at du burde indse, at der var tale om en fejl, er netbutikken ikke bundet af handlen. Der er altid tale om en konkret vurdering i disse sager.
Bytteregler
Når en netbutik er fra et EU-land, Norge eller Island, så har du altid 14-dages fortrydelsesret. Hvis du vil købe julegaver, skal du være opmærksom og sikre dig, at netbutikken tilbyder en udvidet bytteservice, og pakken kan byttes efter jul.
Klage over nedsatte varer
Nogle forbrugere oplever, at netbutikken vil se bort fra reklamationsretten, hvis de har givet meget rabat på en vare. De må de dog ikke, da reklamationsretten på minimum to år er lovpligtig.
Om Forbruger Europa
Forbruger Europa er det danske kontor i et europæisk netværk, der vejleder forbrugerne om deres rettigheder og hjælper med klager mod en sælger i et andet EU-land. Forbruger Europa er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Forbruger Europas nyhedsbrev
Forbruger Europa udsender jævnligt nyhedsbreve med gode råd og nyheder om forbrugerrettigheder i EU inden for en lang række områder, fx flyaflysning, leje af bil, køb af varer og fortrydelsesret.