Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil klage over billeje?

  • Få overblik over hvem, du skal klage til
  • Klag hurtigst muligt på skrift
  • Sørg for at kunne bevise, du har klaget

Få overblik over hvem, du skal klage til

Det er en god idé at nærlæse aftalevilkårene og bookingbekræftelsen, hvis du vil have styr på, hvem du skal klage til, hvis der opstår et problem.

Når du har lejet bil direkte hos biludlejeren, skal du klage til dem.

Hvis du har brugt en bookingportal til at booke din lejebil, skal du være opmærksom på, om det er bookingportalen eller biludlejeren, som du har indgået lejeaftalen med og dermed skal sende din klage til.

Det vil som udgangspunkt fremgå af lejeaftalen og lejebetingelserne, hvem der har et ansvar for hvad. I mange tilfælde har bookingportalen præciseret i lejeaftalen, at det er biludlejeren, du har indgået aftalen med.

OBS:
Hvis du skriver under på en aftale om ekstra forsikring eller lignende ved skranken i biludlejerens kontor, når du henter en lejebil, så indgår du en aftale med biludlejeren. Det gælder også, selvom du har bestilt og betalt for billejen på en bookingportal.

Det vil så være op til dig at finde en løsning med biludlejeren, hvis der opstår et problem med den nye aftale, du har indgået uden om bookingportalen.

Klag hurtigst muligt på skrift – og sørg for dokumentation

For at have størst mulig chance for at få medhold skal du klage skriftligt og så hurtigt som muligt til den virksomhed, der har sendt lejeaftalen, og som du har betalt for billejen til. Du kan fx sende en mail, hvor du forklarer situationen og din klage. Vedhæft relevante dokumenter og filer.

Hvis du klager via en klageformular på biludlejerens eller bookingportalens hjemmeside, skal du gemme en kopi, så du kan dokumentere din klage. Du kan fx tage et skærmbillede, inden du klikker på Send.

Hvis det ikke lykkedes dig at komme igennem med din klage kan der være hjælp at hente hos relevante klagenævn eller ankenævn. Du kan også kontakte Forbruger Europa og få gratis rådgivning og klagevejledning.